Det vil formentligt påvirke dansk turismes fremtid, når den grønne trepart skal udmøntes. Derfor skal erhvervet sørge for at blive tænkt ind fra start af, lyder det nu forud for webinar.
Der er snart gået to år siden, at regeringen, flere partier og en række interesseorganisationer og parter fra industrien indgik den grønne trepart, hvis hovedformål er at sikre mere natur og renere vand samt at bane vejen for en grøn omstilling af landbruget. Siden har aktører landet over arbejdet med lokale tiltag.
Det kommer dog til at have indflydelse på dansk turisme, når de lokale aftaler, der er blevet lavet i forbindelse med den grønne trepart, skal føres ud i praksis. Derfor er det afgørende, at netop landets turismeaktører bliver inddraget tidligt i processen.
Det mener i hvert fald DI Turisme, Kultur & Oplevelser, Dansk Kyst- og Naturturisme og Danske Destinationer, der torsdag den 23. april vil afvikle et mini-webinar, hvor netop det emne vil være omdrejningspunktet.
Kan blive fælles udgangspunkt
I og med at den grønne trepart sigter efter at ændre rammerne for brugen af arealer landet over, vil den også få indvirkning på turismens udviklingsmuligheder. Med tanke på det mener Lars Bertolt Winther, chef for DI Turisme, Kultur & Oplevelser, at det er vigtigt, at branchen engagerer sig.
“Den grønne trepart vil få stor betydning for, hvordan vores landskaber og natur udvikler sig fremover. Turismeerhvervet er tæt knyttet til netop disse værdier, og derfor er det vigtigt, at virksomhederne bliver en aktiv del af de lokale processer.”
“Vi oplever et stort behov for dialog både hos virksomheder og kommuner. Med webinaret vil vi skabe et fælles afsæt for samarbejde og give inspiration til, hvordan grøn omstilling og turismeudvikling kan gå hånd i hånd,” lyder det.
Et naturligt bindeled
Jens Hausted, der er direktør for Dansk Kyst- og Naturturisme, ser et stort potentiale i treparten, hvis den intention, der ligger til grund for aftalen, kan kobles sammen med den fremtidige udvikling af turismeerhvervet langs Danmarks kyster og i landets naturområder.
”Den grønne trepart handler i høj grad om, hvordan vi bruger vores arealer anderledes i fremtiden. Her spiller kyst- og naturturismen allerede en vigtig rolle, fordi erhvervet både er afhængigt af naturen og kan bidrage til lokal opbakning og nye løsninger.”
”Hvis vi lykkes med at tænke naturbeskyttelse, rekreative tilbud og turisme sammen, kan treparten blive en løftestang for både biodiversitet og lokal erhvervsudvikling.”
Hos den sidste medarrangør af webinaret, Danske Destinationer, hæfter man sig ved den rolle, som destinationsselskaberne bør spille i implementeringen af den grønne trepart rundt omkring i landet.
”Destinationsselskaberne står som et naturligt bindeled mellem kommuner, virksomheder og lokale aktører,” siger sekretariatsleder Rie Søgaard Jensen.
”Den grønne trepart stiller nye krav til samarbejde, men åbner også muligheder for at tænke turisme, natur og lokal udvikling mere sammenhængende. Netop derfor er der behov for et fælles overblik og dialog på tværs.”
Relaterede artikler:
Nu skal millionindsprøjtning til turismen udmøntes