Nu har Silversea præsenteret et krydstogt, der henvender sig til kunder, som kan rive lige knap fem måneder ud af kalenderen og betale i hvert fald 500.000 kroner for den billigste billet.
En ode til øjeblikket. Sådan lyder det poetisk-klingende navn, som Silversea, der er en del af Royal Caribbean, har tildelt det langvarige krydstogt, som et af high end-rederiets skibe vil stævne ud på i begyndelsen af 2028.
Togtet vil blive foretaget på Silver Shadow, der har plads til 382 passagerer og 295 besætningsmedlemmer. Skibet vil sejle af sted fra havnen i Miami i den amerikanske stat Florida den 5. januar, og krydstogtet vil først være ovre, når det gør anløb i Nice den 16. maj.
I løbet af sejladsen vil krydstogtskibet og dets passagerer besøge 58 destinationer i 29 forskellige lande i forskellige verdensdele såsom Caribien, Sydamerika, Afrika, Mellemøsten og Europa, ligesom man vil kunne opleve 30 steder, der er opført på UNESCO’s liste over verdensarv.
Skal igennem ni kapitler
Silversea holder fast i det poetiske tema og har derfor inddelt rejsen i kapitler. I det første sejler man fra Miami til Cartagena i Colombia. Dernæst tages der hul på næste kapitel, hvor kursen sættes mod Valparaiso i Chile og videre til Callao i Peru.
Tredje kapital åbner med en tur forbi Kap Horn, inden der sejles mod Buenos Aires. Herefter skal krydstogtgæsterne til Rio de Janeiro, hvor de har mulighed for at deltage i det traditionsrige karneval.
Når det er overstået, sejler de mod Cape Town i Sydafrika, og efter nogle dage rejser de videre til Mauritius. Det følges op med 10 dage på Den Arabiske Halvø med besøg i blandt andet Muscat i Oman, Abu Dhabi og Dubai.
Når tiden i denne del af verden er overstået, fortsætter Silver Shadow ind i Middelhavet, hvor man blandt andet vil besøge den græske ø Milos og byen Agropoli samt nationalparken Cilento og Vallo di Diano i Italien, inden Nice dukker op i horisonten, og man dermed lukker kapitel ni.
Vil benytte ekspertise
Silversea oplyser, at den billigste billet til verdenskrydstogtet koster 68.900 euro, hvilket svarer til godt 514.000 kroner.
”Meningen med vores verdenskrydstogt for 2028 – An Ode to the Moment – er, at det skal få tiden til at gå langsomt og gøre det muligt at udforske de enkelte destinationer endnu mere,” siger koncernchef Bert Hernandez fra Silversea.
”Vi vil benytte vores store ekspertise i destinationer til at guide vores gæster i retning af både ikoniske vartegn og skjulte perler således, at de får mulighed for at opleve vores verden fra sin bedste side.”
Relaterede artikler:
Krydstogtrederi opfører verdens sydligste hotel