Det er mere end 10 år siden, en australsk rigmand for første gang luftede idéen om at bygge en næsten tro kopi af Titanic. Nu lyder det, at jomfrurejsen blot er to år ude i fremtiden.
I mere end et årti har der været snak om, at RMS Titanic – eller i hvert fald en meget tro kopi – kommer til at stævne ud på verdenshavene igen.
Bag projektet, som bærer navnet Titanic II, står den australske rigmand Clive Palmer, og egentlig blev idéen lanceret i 2012. I flere omgange har der været meget stille omkring projektet, men nu lyder det, at skibet for første gang vil sejle fra Southampton i England i juni 2027 – næsten 115 år efter, at Titanic sank i dybet i Nordatlanten.
”Vi er meget glade for at kunne offentliggøre, at efter uforudsete, globale forsinkelser, har vi igen rakt ud til partnere for at gøre drømmen om Titanic II til virkelighed,” siger Palmer gennem hans krydstogtrederi, Blue Star Line, ifølge Cruisehive.
En moderne kopi
Det nye skib kommer efter planen til at ligne Titanic, og man genskaber både eksteriør og det storslåede interiør med forskelle på klasserne ombord. Samtidig kommer skibet til at følge moderne sikkerhedsstandarder, lyder det.
Sikkerhedstiltag inkluderer et ekstra dæk kun til redningsbåde og forbedret udsyn fra skibets bov.
Det var oprindeligt planen, at byggeriet skulle gå i gang i 2014, men finansielle udfordringer og pandemien spændte ben.
Har stadig ikke fundet et værft
Clive Palmer har besøgt Harland & Wolff, skibsværftet, som byggede det oprindelige Titanic og søsterskibene Britannic og Olympic.
Men Harland & Wolff har ikke fået ordren på det nye skib, og mens Blue Star Line siger, at man vil være klar til at sætte sejl i 2027, har man ikke et værft. I stedet har man givet udtryk for, at man ønsker, at skibsbyggere, som er interesserede i opgaven, melder sig.
Mens Palmer altså mener, at det nye Titanic kommer til at sejle ud på verdenshavene i 2027, kan der dog på nuværende tidspunkt ikke bookes billetter til skibet.
Kommer til at byde på luksus
Kommer skibet til at sejle, kommer det til at byde på megen af den luksus, som det oprindelige skib var kendt for.
Det inkluderer den store trappe, som er kendt fra James Camerons film, interiør, som passer til det oprindelige skibs tid, og Titanics kendte tyrkiske bade.
Passagerkapaciteten kommer til at lyde på 2.435 fordelt på 835 kahytter samt næsten 900 besætningsmedlemmer. Det er en smule mindre end det originale Titanic, som havde en kapacitet på 3.500 passagerer og besætningsmedlemmer.
Relaterede artikler:
Scandlines: Udsigt til tre mio. sommerpassagerer