- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vil uddele priser for turisme på vestkysten

Senere på året vil Destination Vesterhavet tildele tre nyligt indstiftede priser til virksomheder, organisationer eller enkeltpersoner, der har gjort en mærkbar forskel for det lokale turismeerhverv.

Den rå natur på vestkysten har en tiltrækningskraft på turister fra både ind- og udland, men gæsterne kommer ikke af sig selv, og derfor har Destination Vesterhavet indstiftet tre priser, som skal fejre nogle af de aktører, som bidrager til turismen i kommunerne Varde og Ringkøbing-Skjern.

Destinationsselskabet oplyser, at priserne skal gives til ”markante, nytænkende, driftige ildsjæle og erhvervsaktører, som på afgørende vis har bidraget til at udvikle turismen”.

Vinderne vil få deres pris overrakt, når Destination Vesterhavet afvikler en turismekonference på museet FLUGT i Oksbøl den 22. november i år. Udover prisen vil vinderne af de enkelte kategorier også få tildelt et beløb.

Tre forskellige priser
Den første af de tre priser har fået navnet ’Årets Turismepris 2022’. Den tildeles til en virksomhed, kulturinstitution eller person, der bidrager til udvikling og vækst i det lokale turismeerhverv samt tager initiativer, der fremmer Vesterhavet som destination. Vinderen modtager 25.000 kroner, som skal doneres til et godt formål inden for turisme.

Derudover skal ’Årets Iværksætter 2022’ også kåres. Denne pris er tiltænkt en iværksættervirksomhed, som er kommet godt fra start og vurderes til at have potentiale. Vinderen af prisen belønnes med et rådgivningsforløb inden for forretningsudvikling samt 10.000 kroner til brug for virksomheden.

Slutteligt skal prisen for ’Årets Turismeinitiativ 2022’ uddeles. Denne pris hylder en virksomhed, ejer eller forening, der har udviklet en idé, som enten er blevet en del af produktporteføljen eller har medvirket til øget omsætning i virksomheden eller lokalområdet. I tillæg til prisen får vinderen 10.000 kroner. Beløbet skal doneres til et godt formål inden for branchen.

Sætter området på landkortet
Ifølge Peer Heldgaard Kristensen, som er direktør i Destination Vesterhavet, er priserne blevet indstiftet for at hædre den virkelyst, der er i turismebranchen på den jyske vestkyst.

”Vi indstifter tre nye turismepriser for at hylde den produktive kreativitet, der er til stede i Destination Vesterhavet. Turismeudvikling er et samspil mellem kultur- og erhvervsaktører, kommuner, ildsjæle og destinationsselskabet, som alle lægger stor energi i at skabe oplevelser og produkter, der er med til at øge gæstetilfredsheden, skabe bæredygtig vækst og sætte Destination Vesterhavet på landkortet.”

Destination Vesterhavet er et af de tre destinationsselskaber, der fra årsskiftet forlader Danske Destinationer, som er brancheorganisationen for de nuværende 19 danske destinationsselskaber, der tæller 89 af landets i alt 98 kommuner.

Fagfolk vil udpege vinderne
Kandidater kan indstilles frem til den 25. oktober, og indstillingen skal indeholde begrundelse og motivation. Herefter vil en dommerkomité bestående af fagfolk fra branchen og lokalområdet udvælge vinderne blandt de nominerede.

Komitéen vil bestå af Jan Olsen, som er direktør i VisitDenmark, borgmester Mads Sørensen fra Varde Kommune samt Hans Østergaard, der er borgmester i Ringkøbing-Skjern Kommune.

De udpeger vinderne sammen med direktør Jens Hausted fra Dansk-Kyst og Naturturisme, chef for turisme- og oplevelser i Dansk Erhverv Lars Ramme Nielsen, bestyrelsesformand Lisbeth Valther fra Destination Vesterhavet, ejer af OM-HU Katrine Kock Frandsen samt erhvervspolitisk direktør i Erhvervsministeriet Anders Thusgaard, der ligeledes er medlem af Danmarks Erhvervsfremmebestyrelse.


Relaterede artikler:

Udmeldelser ”virker ikke særlig gennemtænkt”

Splittelse i stort dansk turismesamarbejde

Destination Vesterhavet driver vækst i dansk turisme