- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Vind eller forsvind for feriemesserne

Kun Bella Center har hidtil meldt så drastisk ud, men flere kan følge efter i en tid, da også mange rejsebureauer og transportselskaber tvinges til at sadle om, hvis de vil have fat på kunderne.

Af Ejvind Olesen

Tag en ny Mercedes og flyt den ind i en udstillingshal, og man har begyndelsen til en biludstilling. Tag Mallorca og flyt øen ind i en udstillingshal, og man har begyndelsen til en ferieudstilling.

Det sidste kan bare ikke lade sig gøre. Det har det aldrig kunnet.

Alligevel har vi nu i snart 30 år haft en ferieudstilling i Bella Center i København. Et par år efter fulgte Gøteborg og senere Herning – selv om jeg som ung i halvtredserne var benovet tilskuer til en udstilling, kaldet Ferie for Alle i Herninghallen. Dengang var det lettere at imponere.

I den forløbne uge gik Bella Center ud med en meddelelse om, at man er klar til at sadle om. Væk med bureaukratiet og på med forhandlingsblokken. Noget for noget, så alle bliver glade og får noget ud af det.

Til gengæld sagde chefen også, at det er sidste skud i bøssen. Bliver udstillingen i 2012 ikke tilfredsstillende over en bred front, er det sidste gang Bella Center binder an med den udfordring. Der er altså noget at leve op til.

I forvejen har man i Norge rykket årets udstilling fra januar til marts i erkendelse af, at tilbagegangen anden uge i januar ikke kunne fortsætte. Andre udstillinger om ferie-og rejser rundt om i Europa har problemer, både med udstillere og besøgstal.

Udstillerne skal også vise viljen til at forny sig. Sørge for at have et personale med kompetence på standene. Jeg kan nævne det år, da jeg spurgte ved standen med Møn i Bella Center om hvornår på året restauranten ude ved Møns Klint åbner. ”Det ved jeg sandelig ikke, men ring ned til os på mandag”.

 Eller da jeg spurgte ved skranken med Brædstrup. Hvornår er der premiere på årets revy på Pejsegården. ”Det ved jeg sandelig ikke, men ring selv til dem på mandag.”

Hvis det er niveauet, må man hellere blive hjemme.

Man kan imidlertid også blive kvalt i sin egen succes. Det er hvad der er ved at ske i Herning, som hvad publikum angår nu kan kalde sig Skandinaviens største med 66.112 besøgende i fjor. Til gengæld kunne flere af hallerne minde om Hovedbanegården dagen før juleaften.

Derfor udvider man nu hallen med udlandsrejser med 50 procent. Der bliver speciel fokus på oversøiske destinationer, og en hal med fokus på Europa. ”Mere benplads for alle” lyder det forud for Ferie for Alle 2012 i februar.

Skal vi væk fra København, eller er folk så forskellige? Både udstillere og besøgende.

Vi foretrækker alle den rette vare, men at få foræret lidt af forventningens glæder er vel heller ikke så ringe.

 

 

Skrevet af