- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Ving Tours kom ikke til retsmøde

På et 19 minutter kort møde onsdag i fogedretten hørte dommeren Spies’ advokat fremlægge koncernens klager over Ving Tours, der siden har skiftet navn til Vindtours.dk

Jan Vendelbo, Spies.

På et 19 minutter kort møde onsdag i fogedretten hørte dommeren Spies’ advokat fremlægge koncernens klager over Ving Tours, der siden har skiftet navn til Vindtours.dk

Spies’ advokat, Mette Huus fra firmaet Hannes Snelmann, mødte onsdag morgen kl. 9 op i retslokale 305 i retten i Glostrup for at overbevise dommeren om, at en nystartet rejsearrangør ikke må benytte Ving-navnet samt en fortolkning af sloganet “Spies, rejs og vær glad”.

Fra det nye Ving Tours’ side blev der ikke ydet modstand. Der var hverken mødt advokat eller repræsentanter for de tre brødre Hansen, som står bag bureauet, og som ifølge medierne har rocker-relationer.

Mens anklagebænken var tom, var Spies’ direktør Jan Vendelbo bisidder for Mette Huus, som havde planlagt en 20 minutters procedure. Den bad dommeren hende forkorte, ligesom Jan Vendelbo heller ikke fik anledning til at kommentere sagen.

Inden retsmødet var slut, meddelte dommeren, at han er klar med en kendelse i dag, torsdag, kl. 13. Samtidig konstaterede han, at dagens møde var et af de korteste i hans tid som dommer.

Spies’ moderselskab indgav sidste uge en såkaldt forbudsrekvisition til fogedretten i Glostrup for at få Ving Tours til at stoppe med at bruge det varemærkebeskyttede Ving og omskrivning af sloganet ”Spies, rejs og vær glad” til ”Smil, rejs og vær glad.”

”Vi ejer rettighederne til navnet Ving. Det navn har Ving Tours i princippet stjålet og anvendt meget offensivt i deres markedsføring som en form for løftestang for at starte nyt rejsebureau. Det er absolut ikke acceptabelt. Vi vil gerne have retsvæsenets ord for, at Ving Tours skal stoppe med at anvende navnet Ving og ‘Smil, rejs og vær glad,” sagde Jan Vendelbo, bagefter til B.T.