DEBAT: Det mener i hvert fald journalist Jan Lund, som har skrevet et hudflettende indlæg om emnet under overskriften ”Hvor er produktet?” Tyskerne elsker ikke den danske vestkyst, de håber bare på bedre vejr ligesom danskerne.
Jan Lund og jeg har arbejdet sammen i mange år på flere forskellige fronter med starten på Berlingske Tidende. Siden har Jan valgt at få luft under vingerne i en periode som korrespondent til Jyllands Posten i New York, hvor vi mødtes en enkelt gang til et turisttræf. Siden har han bosat sig i Singapore, efter en periode i Japan og som korrespondent i Fjerne Østen med tilknytning til bl. a. Jyllands Posten.
Det har i avisen fået ham til at se på den danske indsats for turismen i et debatindlæg. Her citeres nogle spredte, men alligevel tankevækkende afsnit:
”Turistbranchen i Danmark jamrer. Igen en dårlig sommer og udenlandske turister, der bliver væk. Man forstår dem godt. Man skal lede rigtigt længe efter et nyt slagkraftigt produkt fra den danske turistindustri. Ja, det er vel nærmest ikke eksisterende.
For nylig blev jeg mødt med et argument om, at Den lille Havfrues besøg på verdensudstillingen i Shanghai havde været en gigantisk succes for dansk turisme. Ren ønsketænkning. Det er ren utopi at tro, at en mindre dansk bronzefigur gør nogen forskel. Endnu har jeg ikke mødt èn udlænding, som erklærede det var en stor oplevelse at have set Den lille Havfrue.”
”Industriens officielle organisationer har aldrig forstået forskellen mellem profilering og produktudvikling. Der postes stadigvæk penge i brochurer med fotos fra lune sommerdage med havfrue og Tivoli.
Hvor er de nye produkter, som skal tiltrække turister til Danmark i 2010’erne og 2020’erne. Det er næppe vejret. En gang imellem ser jeg vestjyske turistfolk udtale, at tyskerne skam elsker den jyske vestkyst uanset vejret. Nej, de gør ikke. De lever som danske sommerhusgæster i håb om bedre vejr i morgen.”
”Det er ikke The Merlion, der lokker millioner af turister til Singapore. Det er heller ikke de mange fede hoteller, som turisterne faktisk har råd til at bo på.
Attraktioner er de produkter, som regering og erhvervet har investeret milliarder i for at udvikle turistindustrien.”
”VisitDenmark bruger millioner af kroner på personale og brochurer og andre former for trendy PR-materiale. Men hvor er de nye produkter? Vejret bliver ikke bedre uanset, hvor mange Mariehøns, der sendes op til Vorherre. Til tider ligner det industriens bedste bud på en fremtid.”