- STANDBY.DK - https://standby.dk -

VisitDenmark bedst i Kina

VisitDenmarks turistkontor, der dækker Kina, kåret som bedste europæiske turistråd i Kina. Danmark har i år haft det hidtil største antal kinesiske turister.

VisitDenmarks turistkontor for Kina er netop kåret som bedste europæiske turistråd i Kina i 2010 (”The Leading Tourist Board 2010”). Det skete via afstemning med deltagelse af over 10.000 læsere i et af Kinas største rejsemagasiner, travel.sina.com

Prisen kommer samtidigt med, at Danmark i år noterer det hidtil største antal kinesiske turister i Danmark nogensinde. I årets første 10 måneder var der 54.068 kinesiske overnatninger i Danmark – en fremgang på 28 % i forhold til samme periode året før. Det viser de seneste overnatningstal fra Danmarks Statistik.

 

”Prisen viser, at VisitDenmark har gjort sig godt bemærket i Kina, det største vækstmarked for international turisme. Prisen er vundet i hård konkurrence med turistråd fra hele verden, som flokkes i Kina for at få deres del af de attraktive kinesiske turister,” siger Søren Leerskov, leder af VisitDenmarks aktiviteter i Asien fra kontoret i Japan.

 

Kinesiske turister er især eftertragtede pga. deres store døgnforbrug. En kinesisk turist i Danmark bruger ca. 2.400 kr. om dagen – det er 6 gange så meget som f.eks. en turist fra Tyskland.

 

VisitDenmark markedsfører Danmark i Kina og andre asiatiske land i samarbejde med de nationale turistråd i Norge og Sverige i organisationen ”Scandinavian Tourist Board” (STB).

 

De vigtigste markeder for dansk og skandinavisk turisme i Asien er Japan, Kina, Sydkorea, Taiwan, Indien og Thailand.

 

Skrevet af redaktionen