- STANDBY.dk - https://standby.dk -

VisitVestsjælland klar med millionkampagne

TURISME: VisitVestsjælland har lanceret sin største marketingkampagne for destinationen. Ven opdeles i fem kampagner til over 2,5 mio. kr. for tyske, svenske, norske og danske turister. Et virkemiddel er bl.a. en mio. yoghurtkartoner i Tyskland…

Kampagnen fra VisitVestsjælland inkluderer den første erhvervsindsats, der skal tiltrække møder, konferencer og events til Sjællands vestkyst – samt større tiltag for at få danskere til at holde ferie i destinationen.

Gennem samarbejde med VisitDenmarks markedskontorer er der iværksat kampagner i Tyskland, Norge og Sverige for at øge antallet af internationale turister.

På det danske marked arbejder VisitVestsjælland med omfattende sommerkampagne rettet mod ferieturisten, og kampagne for at tiltrække møder, konferencer og events.

”Vi har arbejdet rigtig hårdt for at kunne præsentere de mange tiltage, der skal booste antallet af turister og det døgnforbrug, de har i destinationen,” siger Lars Nielsen, adm. direktør for VisitVestsjælland, og tilføjer: ”På det tyske marked har vi en onlinekampagne, et feriemagasin og ikke mindst en million yoghurtkartoner, med budskabet om, hvor dejligt det er at holde ferie på Sjællands vestkyst.”

Turistdirektøren tilføjer: ”Når vi alle i destination VisitVestsjælland samler vores beskeder og ressourcer, står vi meget stærkere. Målet er at samle 125 partnere i vækstprogrammet.”