- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Vokseværk i ny lobbyorganisation for flyselskaber

LUFTFART: Flyselskaber betaler lufthavnes infrastruktur - men lufthavne beholder indtægter fra shopping. ”Disse overskud ville ikke være så høje uden indtægterne fra passagererne,” lyder kritik fra Europas største lobbygruppe for flyselskaber.

LUFTFART: Flyselskaber betaler lufthavnes infrastruktur – men lufthavne beholder indtægter fra shopping. ”Disse overskud ville ikke være så høje uden indtægterne fra passagererne,” lyder kritik fra Europas største lobbygruppe for flyselskaber.

Med foreløbig 25 flyselskaber som medlemmer – og store airline-grupper som Lufthansa med seks flyselskaber, ud over Lufthansa Austrian, Brussels Airlines, Eurowings, Germanwings og Swiss; samt Air France KLM Gruppen med fem selskaber, bl.a. også Transavia og Hop, plus International Airlines Group, IAG, med bl.a. irske Aer Lingus, British Airways og de spanske selskaber Iberia og Vueling er Airlines4Europe, A4E, en ny og stærk spiller.

”Vi har en smal organisation med bopæl i Nordic House i Bruxelles. Vi lobbyer i EU og Europa Parlamentet”,

sagde A4Es kommunikationschef, Aage Dünhaupt til standby.dk tidligere på måneden på Hilton Copenhagen Airport.

Omkring ti europæiske lande har flyskatter, Norge har fået en, og Sverige er på vej med en flyskat, som beregninger viser vil koste en mio. flypassagerer. Samtidig betyder færre passagerer færre jobs til f.eks. unge mennesker, siger Aage Dünhaupt. Den norske passagerskat har bl.a. betydet, at Rygge-lufthavnen ved Oslo er lukket.

MBA-uddannede Aage Dünhaupt har været et år hos A4E. Han stammer fra Nordtyskland, men bor i dag i Berlin. Han havde fra 2001-2014 forskellige poster i Lufthansa, bl.a. som kommunikationsdirektør for Europa.

Han blev herfra hentet til Air Berlin, hvor han var 2014-15, inden han for et år siden kom til A4E.

Men opholdet i Air Berlin var af mange årsager ingen succes, bl.a. på grund af flyselskabets nære forhold til Etihad Airways fra Abu Dhabi, der ejer knap 29 pct. af flyselskabet. Så i december sidste år fik han sit nuværende job hos A4E.

Ifølge A4E har der siden 2010 været 217 flyvelederstrejker i Europa. A4E ønsker bl.a. mulighed for, at flyveledere i andre lande end der, hvor strejken er, kan styre overflyvning af landet med strejken, at der oprettes en form for mægling overfor flyvelederne, inden de begynder at strejke, samt at flyselskaberne får mindst 72 timers varsel inden en flyvelederstrejke.

”Vi arbejder bl.a. med at formindske de mange strejker hos flyvelederne i Europa. Der har siden 2005 været 300 dage med strejker eller afbrydelser af flytrafikken som følge af ATC-strejker. Vi arbejder mod lufthavnsskatter. Nogle flyselskaber har 20 pct. af sine omkostninger fra lufthavnsskatter. Vi vil ikke kritisere enkelte lufthavne, men der er nogle sorte får på området,” siger Aage Dünhaupt til standby.dk og tilføjer: ”Flyselskaberne betaler for lufthavnenes infrastruktur, mens lufthavnene beholder indtægterne fra shopping, parkering osv. Disse overskud ville jo ikke være så høje uden indtægterne fra passagererne fra vores flyselskaber.”

A4E ønsker også, at EU griber ind overfor lufthavne, der ifølge A4E misbruger deres monopol – bl.a. ved alt for høje passagerafgifter, der udgør 20 pct. af flyselskabernes omkostninger.

Airlines4Europe åbnede i starten af i år og er allerede nu den største interesseorganisation for flyselskaber. Det nyeste medlem er luftfragtselskabet Cargolux fra Luxembourg.

De andre medlemmer tæller bl.a. Air France KLM, Easyjet, Finnair, Icelandair, IAG med bl.a. British Airways og Iberia, Lufthansa Group (også Austrian, Brussels Airlines og Swiss), Norwegian, Ryanair og TAP Portugal.

SAS taler med A4E om medlemskab, har A4E for nylig oplyst til standby.dk, men der er ikke noget konkret.

A4Es medlemmer har årligt over 550 mio. flypassagerer, ca. 70 pct. af det totale antal flyrejsende i Europa på 900 mio. A4Es medlemmer har over 2.700 fly og en samlet årlig omsætning på over 750 milliarder kr.

Siden søsætningen af A4E har den hidtil største interesseorganisation for europæiske flyselskaber Association of European Airlines (AEA) meddelt, at den lukker og slukker med udgangen af i år – det samme gør discount/lavprisselskabernes interesseorganisation, ELFAA, European Low Fares Airline Association.