- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Voldsom ordkrig i SAS

Bestyrelsesformand Fritz H. Schur langer voldsomt ud efter fagforeningerne, som han kalder ligeglade og ikke interesserede.

Til dagbladet Politiken siger han, at fagforbundene er ligeglade med SAS’ elendige økonomi og heller ikke interesserede i at finde de besparelser, som ledelsen anser for nødvendige. Han mener, at forbundene satser på, at ejerne – de skandinaviske regeringer – vil komme med yderligere milliardindsprøjtninger.

Han beretter, at han har haft individuelle samtaler med faggruppernes repræsentanter, der har opfordret til at droppe spareplanerne fordi politikerne nok skal træde til med økonomisk hjælp. Det mener han viser noget om fagforeningernes indstilling, uden at han specificerer hvem, der har udtalt sig sådan.

Han tilføjer, at han da ville være en dårlig bestyrelsesformand, hvis han sagde nej til ekstra penge fra politikerne, men han tror heller ikke på, at det er tilfældet, at de fortsat vil betale for ’at vores ansatte skal bo på for dyre hoteller og have højere løn end konkurrenternes’.

Jacob Pedersen, senioranalytiker i Sydbank, er chokeret og siger, at hvis det er rigtigt, så er fagforeningerne ude af trit med virkeligheden, som kræver reducerede omkostninger. Han fastholder, at SAS må skæres til, hvis selskabet skal overleve.

Fritz H. Schur er også træt af ensidige udmeldinger i pressen fra fagforeningernes side. Han afviser, at lønnen til kabinepersonalet skal reduceres med 30%. Den skal ned med 10-20%, mens resten skal findes i overenskomsterne på anden vis. Og han kritiserer også luftfartsfunktionærerne formand, Nicolas E. Fischer, for i en Kronik i Politiken at kritisere ledelsen og foreslå SAS i offensiven med et lavprisselskab.

Han fastholder, at fagforeningerne må lade ledelsen lede selskabet, og at det er demagogi, hvad der kommer fra fagforeningernes side, og det orker han ikke længere.

 

Nicolas E. Fischer svarer, at han ’respekterer ledelsens ret til at lede’, men at ledelsen siden 2001 har gennemført besparelse efter besparelse uden at lytte til medarbejdernes positive forslag, og at det er et sygdomstegn med en ledelse, der ikke lytter. Han er rystet over bestyrelesformandens anklage mod de faglige ledere og understreger, at han ikke kender en eneste, der ønsker at vente på, at regeringen skal redde SAS.

Også piloternes formand, Mogens Holgaard afviser, at han har opfordret Fritz H. Schur til at satse på flere statslige indskud og fastholder, at han aldrig har haft ’mand til mand’ samtaler med Schur

Lise Lyck, lektor og ekspert i luftfartsindustrien ved CBS, mener, at ordkrigen er yderst skadelig og et tegn på, at de mange sparerunder uden tydelig effekt har slidt på det indbyrdes forhold, hvilket er dybt usundt og risikerer at skræmme kunderne væk.

Skrevet af Flemming Juul