Rederiet med de to lukrative færgeruter mellem Danmark og Tyskland forventer en million passagerer i juli – knap 100.000 af dem i den kommende weekend, både syd- og nordgående.
Sommeren er Scandlines’ højsæson, og særligt i juli er der ekstra tryk på rederiets to færgeruter mellem Danmark og Tyskland: Rødby-Puttgarden og Gedser-Rostock.
Lars Kyrø, privatkundedirektør i Scandlines, siger i en pressemeddelelse: “Ifølge vores prognoser vil omkring en million passagerer køre om bord på vores færger i juli – knap 100.000 af dem i den kommende weekend, hvor der er massiv trafik i både sydgående og nordgående retning. Nogle passagerer er på vej på ferie, mens andre vender hjem efter ferien.”
Sommerens travleste dag bliver efter alt at dømme lørdag den 18. juli, hvor over 50.000 passagerer forventes at tage færgerne mellem Danmark og Tyskland.
I alt forventer Scandlines omkring 2,5 millioner passagerer i juni, juli og august. Det er næsten halvdelen af det samlede antal passagerer på et helt år.
Mere kapacitet end nogensinde
“Med indsættelsen af vores nye fragtfærge er der frigjort plads til flere passagerer på vores andre færger, og vi har denne sommer mere kapacitet end nogensinde. Nogle afgange er allerede fuldt bookede,” siger privatkundedirektøren.
“Hvis man har mulighed for det, kan det være en fordel at gå uden om weekenderne eller booke en afgang meget tidligt om morgenen, sent om aftenen eller om natten, hvor færre rejser. Der vil ikke blot være mindre trængsel på vejene – prisen vil typisk også være lavere, da den er dynamisk og påvirkes af efterspørgslen,” siger Lars Kyrø.
Konkurrencerådet: Scandlines har urimeligt høje priser for personbiler
I 2025 gennemførte Scandlines omkring 37.000 afgange og transporterede 6,3 millioner passagerer, 1,6 millioner biler og 686.000 godsenheder.
Sidste måned fik Scandlines kritik af Konkurrencerådet under Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen:
“Scandlines har overtrådt konkurrenceloven ved at kræve urimeligt høje billetpriser for personbiler på færgeforbindelsen mellem Rødby og Puttgarden. Scandlines har dermed misbrugt sin dominerende stilling på færgeforbindelsen,” hed det blandt andet.
Konkurrencerådet skrev også: “Indtil Femern Bælt-forbindelsen åbner, skal Scandlines årligt indsende dokumentation for, at priserne for overfarten ikke er urimeligt høje.”
Scandlines har appelleret kendelsen fra Konkurrencerådet.
2,7 millioner kroner i dagligt overskud
I regnskabsåret 2025 omsatte Scandlines for 478 millioner euro, svarende til næsten 3,6 milliarder kroner. 81 procent af omsætningen kom fra de to færgeruter, mens resten kom fra salget i de to BorderShops. De to færgeruter transporterede blandt andet 1,6 millioner personbiler, hvoraf 75 procent sejlede på Rødby-Puttgarden. Scandlines havde sidste år 6,3 millioner passagerer med personbiler, turistbusser og andre køretøjer.
Overskuddet efter skat i Scandlines-koncernen steg fra 117 millioner euro i 2024 til 132 millioner euro i 2025, svarende til cirka 990 millioner kroner.
Det svarer til et gennemsnitligt overskud på 2,7 millioner kroner om dagen mod 2,4 millioner kroner om dagen i 2024.
Scandlines ejes af tre investeringsfonde: Igneo Infrastructure Partners (50,1 procent), 3i Group (35 procent) og Federated Hermes (14,9 procent)
Relaterede artikler:
Scandlines-overskud i 2025: 2,7 millioner kroner – hver dag