- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Weekendklumme: Egypten i karantæne som ferieland

Hoteller og turistindustri bløder, men når man ikke kan garantere gæsternes sikkerhed, må man også acceptere, at det koster dyrt. Har danske rejsearrangører været for hurtige?

Af Ejvind Olesen

Det ligner en flugt fra et kriseramt land, når charterselskaberne nu står på ryggen af hinanden for at fortælle, at de forlader Egypten for resten af sæsonen. Kunne de ikke lige give de populære rejsemål endnu en chance? Udenrigsministeriet har jo ikke sat landet i karantæne mere end et par uger endnu som rejsemål.

Det er ikke helt let at blive enig med sig selv. På den ene side synes jeg det er forhastet. På den anden side set, kan jeg godt forstår, at man ikke kan holde til usikkerheden blandt kunderne, som den ene dag tror de skal af sted. For derefter den næste at få at vide, at det hele er aflyst fra en ægte solferie til et sted, hvor Solen ”måske” skinner – De Kanariske Øer.

Vi er jo nogle stykker som gennem årene har haft en kold vinteroplevelse for eksempel i Las Palmas. Når vi sparede sammen og håbede på sol og opdagede, at den næsten ikke kom til Las Canterras stranden, eller, at det blæste koldt. Så splejsede vi til en taxa til Playa el Ingles for at få et par timers varme og sol, indtil vi igen frøs videre med anstand en februar aften i Las Palmas.

Dette for at illustrere, at de Kanariske Øer i januar og februar ikke er Egypten, hvad feriemuligheder angår. Nu bliver de da i øvrigt også dyrere, hvis ikke der falder ro over Egypten. Det er udbud og efterspørgsel, og selvfølgelig tager hotellerne på Gran Canaria, Lanzarote og Fuerteventura sig betalt for redningsaktionen.

Hvor længe skal Egypten være i karantæne? Hvis der nu bliver ro i næste uge, hvad da? Skal hotellerne så stå gabende tomme, og de lokale lide resten af vinteren? Svaret er ja. I hvert fald de fleste af de større danske arrangører kommer tidligst tilbage fra april-maj med et lille sommerprogram (som for eksempel Star Tour).

Det har allerede kostet dyrt, at det tredje største vinterrejsemål efter De Kanariske Øer og Thailand er droppet ud. Og hvis vi ikke kan føle os sikre, kommer vi naturligvis ikke frivilligt. Så kan de lære det, kan de! Er det retfærdigt? Hvad mener du?

 

 

Skrevet af Ejvind Olesen