- STANDBY.DK - https://standby.dk -

WoCo og VisitDenmark holdt Turismens Nytårskur

De to store turistorganisationer havde slået sig sammen om en fælles nytårskur – ingen mindst fordi rejseguiden Lonely Planet har placeret København øverst over steder der bør besøges i år.

Flere hundrede samarbejdspartnere og aktører indenfor turisterhvervet var torsdag eftermiddag på plads i Tivolis Nimb-hotel for at ønske hinanden godt nytår og markere den for mange vigtige førsteplads hos Lonely Planet.

Klik for stort format. Fra nytårskuren ses fra venstre bestyrelsesmedlem i VisitDenmark, koncerndirektør for salg hos hotelgruppen Arp-Hansen, Birthe Becker, VisitDenmarks direktør, Jan Olsen, SAS’ pressechef i Danmark, Mariam Skovfoged, samt Arp-Hansens koncernchef, Dorte Krak. Foto: Preben Pathuel.

Eller som det hed i den personlige indbydelse til nytårskuren:

” Wonderful Copenhagen og VisitDenmark er sammen værter ved nytårskuren. Her har vi inviteret cremen af storkøbenhavnske og danske turismeaktører, hoteller, attraktioner, transportører, organisationer og andre beslutningstagere, og vi skyder sammen det nye år ind i lyset af Lonely Planets kåring af København som Best in Travel 2019.”

For sidst i oktober blev det officielt – hvad blandt andet VisitDenmark og Wonderful Copenhagen i dyb fortrolighed havde fået at vide flere måneder tidligere – at København toppede som ”Best in Travel Cities for 2019” fra Lonely Planet.

Valget var foretaget af et panel på cirka 3.000 destinationseksperter, som bidrager til Lonely Planets destinationsbeskrivelser. Læs mere om valget af København via linket i artiklerne efter denne historie.

Klik for stort format, forrest til venstre formand for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen, og i midten hendes forgænger, STANDBY.dks klummeskriver med mere, Ejvind Olesen, der blandt har skrevet om sine synspunkter i forbindelse med Lonely Planet. Foto: Preben Pathuel.

I indbydelsen til nytårskuren betegnede VisitDenmark og WoCo listen fra Lonely Planet som ”verdens mest ikoniske rejseliste.”

Input fra chefredaktøren
For at understrege vigtigheden af førstepladsen havde VisitDenmark og WoCo inviteret Lonely Planets chefredaktør, Tom Hall, til at give input til, hvad København fremadrettet skal gøre for at være en attraktiv storby ligesom han fortalte, hvilke megatrends han ser i turismen.

Inden chefredaktøren kom på scenen, havde arrangementets to værter, de administrerende direktører for WoCo, Mikkel Aarøe-Hansen, og VisitDenmarks Jan Olsen budt velkommen.

Her fortalte de blandt andet om det arbejde VisitDenmark og WoCo allerede har iværksat i forbindelse med førstepladsen hos Lonely Planet – og hvad der også i år bliver gjort for at prøve at give København ekstra momentum i årene fremover som følge af topplaceringen.

Relaterede artikler:

København til tops hos Lonely Planet

Kampagner for København efter 1. plads hos Lonely Planet

Jorden kalder dansk turisme