- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Wonderful Copenhagen skifter formand

Tidligere overborgmester i Københavns Kommune, Jens Kramer Mikkelsen, overtager formandsposten i Wonderful Copenhagen efter Peter Højland, der har siddet på posten i otte år.

Wonderful Copenhagen, der er et samarbejdsorgan for turismens aktører i hovedstadsregionen, skal have ny formand. Det sker i forbindelse med, at den tidligere danske SAS-direktør Peter Højland har valgt at træde tilbage som formand efter at have varetaget hvervet siden 2014.

Som afløser er udpeget Jens Kramer Mikkelsen, der nok er bedst kendt som den tidligere socialdemokratiske overborgmester i Københavns Kommune fra 1989 til 2004. Herudover har han været administrerende direktør i Udviklingsselskabet By & Havn samt for Ørestadsselskabet, der stod for anlæg og drift af metroen samt for planlægningen og udviklingen af Ørestad.

Det er således en person med stor erfaring og evnen til at samle aktører om fælles udvikling i hovedstadsregionen, der nu indtager rollen som bestyrelsesformand i den selvstændige erhvervsdrivende fond.

Store opgaver i de kommende år
Ifølge den afgående bestyrelsesformand er tidspunktet det rigtige til at foretage et skifte på en af de vigtigste poster for dansk turisme.

”Det har været en spændende opgave at stå i spidsen for Wonderful Copenhagen de sidste otte år. Først med styrkelse af organisationen efter Eurovision i 2014 kombineret med flot vækst i hovedstadens turisme. Efterfulgt af coronakrisen, milliardtab og et meget stort genopretningsarbejde. Tak til alle offentlige og private samarbejdspartnere, jeg har sat stor pris på samarbejdet. Nu er tiden rigtig til at overlade pladsen til en anden, og det bliver til Jens Kramer Mikkelsen,” siger Peter Højland.

”Hovedstadens turisme er en enorm succes og vigtig for hele landet. Jens Kramer Mikkelsen er er den helt rigtige til at samle kræfterne i og uden for hovedstaden om de kommende års store opgaver. Turismevæksten skal forenes med en bæredygtig omstilling og et reduceret klimaaftryk. Turismeudviklingen skal hænge endnu mere sammen med byudviklingen, så turismen bliver en løftestang for de enkelte bydeles udvikling og fortsat sker med stærk lokal opbakning.”

xxx
Jens Krammer Mikkelsen er et relativt nyt ansigt i bestyrelsen, hvortil han blev udpeget den 8. november sidste år. Men med en betydelig erfaring i bagagen fra poster, hvor han har været med til at fremme turismen i hovedstaden.

”Jeg glæder mig til at samarbejde med bestyrelsen og hele turismeerhvervet om at udvikle og styrke hovedstadsregionens turisme, som fortsat står i en vanskelig situation efter at have tabt 49 mia. kr. i omsætning under pandemien. Turismen betyder meget for Danmarks hovedstad, og det er derfor rigtig vigtigt, at der er både bred og stærk opbakning til hovedstadens turisme og til Wonderful Copenhagen som den samlende organisation,” siger Jens Kramer Mikkelsen.

Fonden Wonderful Copenhagen, der blev stiftet i 1992, har netop kunnet fejre sit 30 års-jubilæum. Fondens bestyrelse består af seks politisk udpegede og syv ikke-politiske udpegede medlemmer. Den nye formand er blandt de ikke-politisk udpegede medlemmer.

De øvrige bestyrelsesmedlemmer er Benedikte Kiær, næstformand og borgmester i Helsingør, Karina Soon Bergmann, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Steen Christiansen, borgmester i Albertslund, Søren Faerber, adm. direktør Scandic Hotels Danmark, Lars Gaardhøj, regionsrådsformand i Region Hovedstaden, Dan Hammer, adm. direktør i Royal Arena, Birgitte Kehler Holst, medlem af Københavns Borgerrepræsentation, Peter Højland, bestyrelsesmedlem, Lone Loklindt,  kommunalbestyrelsesmedlem Frederiksberg, Henrik Ypkendanz, adm. direktør Illums Bolighus, Ulla Wewer, for og tidligere dekan ved Københavns Universitet samt Thomas Woldbye, adm. direktør i Københavns Lufthavn.

 

Relaterede artikler:

Wonderful Copenhagen får ny turismepartner

”Københavns turisme er slået tilbage til stenalderen”

Wonderful Copenhagen med i Danske Destinationer