- STANDBY.DK - https://standby.dk -

WTTC opfordrer til smartere turismestyring

Håndtering af overturisme kræver helhedsorienterede, datadrevne og borgerfokuserede løsninger, lyder det i en ny rapport fra World Travel & Tourism Council.

I takt med at sommerrejsæsonen topper, har World Travel & Tourism Council (WTTC) netop offentliggjort en ny rapport med titlen “Managing Destination Overcrowding: A Call to Action”.

WTTC efterlyser med afsæt i rapporten en mere balanceret og langsigtet tilgang til turismestyring på de mest besøgte destinationer verden over .

Ifølge WTTC er overturisme sjældent kun et spørgsmål om for mange besøgende. Bag det store pres ligger underinvestering i infrastruktur, dårlig planlægning samt fragmenteret beslutningsproces, hvilket er udfordringer, der påvirker både lokale samfund og turister.

Rejse- og turismebranchen repræsenterer ét ud af ti jobs på global plan og tæt på 10  procent af verdens bruttonationalprodukt. I 2024 forventes sektoren at bidrage med næsten 11  billioner dollars (70 billioner kroner) til verdensøkonomien og skabe 357 millioner jobs.

Men den fortsatte vækst kræver ifølge WTTC en ansvarlig og gennemtænkt indsats for at sikre, at både økonomiske, miljømæssige og sociale gevinster bevares.

Seks konkrete tiltag
Rapporten peger på, at skatter og afgifter ikke alene løser overturisme, idet de derimod kan svække samfundsøkonomien. Hvis 11 større europæiske byer eksempelvis indførte kvoter for besøgende, kan de risikere et samlet tab på op mod 245 milliarder dollars (1.560 milliarder kroner) i bruttonationalprodukt og næsten tre  millioner arbejdspladser over tre år.

Derfor har WTTC skitseret seks konkrete tiltag, hvor det først og fremmest handler om organisering gennem nedsættelse af en taskforce med beslutningskompetence. Herefter skal der formuleres en fælles strategi for destinationen, inden man understøtter eventuelle beslutninger med dokumenterede fakta via dataindsamling.

Herefter skal man følger udviklingen tæt og handle proaktivt og samtidig sørge for at geninvestere turismeindtægter i infrastrukturen. Endelig skal man give lokalbefolkningen reel indflydelse samt indsigt i turismens fordele med fuld åbenhed om pengestrømmene.

Flere gode eksempler
I rapporter er der en række konkrete eksempler på såkaldt “best practice”, herunder Barcelona med et privat-offentligt partnerskab og Visit Flanders, der har prioriteret borgerinddragelse. Derudover fremhæves Dubrovnik for at håndtere krydstogtturisme gennem koordinering og dialog med Cruise Lines International Association (CLIA) og Island bliver rost for at føre turismeindtægter tilbage til miljøbeskyttelse.

“Det handler ikke om at stoppe turisme – men om at gøre den bæredygtig for alle. Destinationer skal handle før problemerne vokser og skabe langsigtede gevinster for både besøgende og beboere,” siger Julia Simpson, der er CEO for WTTC.

 

Relaterede artikler:

Endnu en rekord: Forudser stor vækst i fransk turisme

Store branchespillere med opfordring til politikere

Analyse: 2024 kan blive rekordår for rejsebranchen