- STANDBY.dk - https://standby.dk -

30 år som travel manager

Pernille Hilker blev uddannet i det daværende Bennett Erhvervsrejser og startede sin karriere i det, der i dag hedder American Express Global Business Travel.

Hun så jobannoncen, hvor Privatbanken søgte en travel manager – banken blev sidenhen til Unibank og er i dag giganten Nordea med hovedkvarter i Helsinki.

”Meget har naturligvis ændret sig siden jeg begyndte i Privatbanken. Dengang hed det nu også en travel manager, men der skulle for eksempel være fire papirkopier på en rejserekvisition. Dengang var vi otte i rejseafdelingen – i dag er der kun mig,” siger i dag 57-årige Pernille Hilker til STANDBY.dk og fortsætter:

”I dag har Nordea 30.000 medarbejdere, og omkring 20.000 har en rejseprofil i vores system og booker selv deres rejser inden for den gældende rejsepolitik. Nordea har en af de højeste online bookingrater og omkring 96 procent af rejser bookes helt automatisk via vores systemer; her kan medarbejderne se vores samarbejdspartnere blandt flyselskaber, hoteller, biludlejere og så videre.”

Hvis ansatte prøver at booke rejser eller flyklasser, der ikke er mulige via systemet, henvises de til Nordeas erhvervsrejsebureau, HRG, der sidste år blev opslugt af det endnu større globale American Express Global Business Travel.

”Vi har outsourcet alt det operationelle til HRG, så det er rejsebureauet, vores medarbejdere skal kontakte, hvis de har problemer med en booking. Hvis de skal flyve en strækning eller på en klasse, som vi ikke har i vores system, eller vil bo på et hotel, vi ikke bruger, så skal de typisk have OK til dette fra deres manager,” siger Pernille Hilker og tilføjer:

”Jeg arbejder med kontrakter til leverandørerne og strategier, så jeg er ikke på den måde nede i detaljerne.”

Hovedparten af Nordeas flybilletter, hotelophold og andre rejseydelser er primært i Norden, Storbritannien, Polen og resten af Europa, mens de sidste fem procent er oversøiske til blandt andet New York og Indien.

Nordea køber årligt rejseydelser for ”et pænt trecifret millionbeløb.” De primære flyselskaber er SAS, Finnair og Norwegian inden for Norden, herunder de nordiske hovedstæder. Men Nordea bruger også Air France KLM, Lufthansa samt polske LOT, sidstnævnte ikke mindst fordi Nordea har stadig mere forretning i Polen.

”Mine ønsker til flere flyruter eller mere kapacitet på eksisterende ruter er klart fra Stockholm og København til både Warszawa og Gdansk” siger Pernille Hilker.

Selv om Ryanair også har ruter mellem Skandinavien og Polen, er det irske lavprisselskab ikke på listen over leverandører til Nordea. Det skyldes blandt andet at selskabet ikke har den samme CSR-holdning om social ansvarlighed som Nordea.

Ud over køb af flybilletter har Nordea også udgifter på rejsekontoen til billeje og tog samt cirka 60.000 årlige hotelovernatninger. ”Vi bruger i princippet alle hotelkæder. Vi er bestemt ikke afvisende overfor små boutiquehoteller, men de kan være dyre,” siger Pernille Hilker.

Til spørgsmålet om, hvordan forholdet mellem en stor travel manager som Pernille Hilker og leverandørerne i rejsebranchen har ændret sig gennem årene, siger hun: ”Vi har et godt forhold til vores leverandører, men er ikke forlovet med dem.”

”Jeg møder også leverandørerne på møder i DBTA (Danish Business Travel Association, den største forening i Danmark for travel managers og leverandører, red), når jeg deltager i dem.”

Ikke nervøs for forandringer
”Udviklingen inden for vores område går så hurtigt, men jeg er ikke nervøs for forandringerne. Hver gang der kommer en fornuftig mulighed for at gøre tingene smartere, så gør jeg det,” siger Pernille Hilker, der ikke har planer om at stoppe.

”Nordea er på alle måder en god virksomhed at være ansat i, og jeg bliver ofte udfordret på en god måde,” siger hun.

Privat bruger Pernille Hilker meget tid med familien og især sit første barnebarn. Når det gælder private rejser må den gerne stå på golf om sommeren, men rejsefavoritten inden for Europa er Sydfrankrig. Uden for Europa er mulighederne mange, men Caribien og Asien scorer højest på listen over favoritdestinationer.

Relaterede artikler:

Travel managers forudser år med vækst

Amex klar med nordisk chef efter køb af konkurrent

Stort erhvervsrejsebureau skifter direktør