- STANDBY.DK - https://standby.dk -

30 krydstogtskibe stadig på havet

Over 30 af verdens 277 krydstogtskibe er stadig på havet og prøver at finde en åben havn som følge af coronakrisen. Der er danskere på nogle af skibene, nogle er på vej hjem fra blandt andet Italien.

Flere oceangående krydstogtskibe – altså ikke krydstogtskibe der sejler på floder – er netop nu mellem havne som led i et krydstogt, der enten skal afsluttes eller der skal findes en havn, der vil have dem.

Udenrigsministeriet i København oplyste fredag, at der var danske gæster på mindst ti krydstogtskibe. De i Danmark mest medieomtalte er Costa Luminosa og Costa Pacifica, der nu hver især er kommet til kaj i de norditalienske havne Savona og Genova.

Herfra arrangerer Udenrigsministeriet i dag, søndag, hjemflyvning, som passagererne selv skal betale, til Københavns Lufthavn. Myndighederne minder om, at når passagererne er kommet til Danmark, hvor der skal holdes rigtig god afstand i Københavns Lufthavn, skal de i 14 dages frivillig hjemmekarantæne.

Over 30 krydstogtskibe er stadig på havet
CNN skriver søndag, at ifølge CLIA, Cruise Lines International Association, er over 30 af dets medlemmernes skibe i rum sø. 38 af verdens krydstogtrederier er medlem af CLIA – medlemmernes foreløbig 277 skibe udgør samlet 95 procent af verdens samlede krydstogtkapacitet.

CLIA oplyser til CNN, at op mod 14 procent af dets medlemmers skibe netop nu er på havet eller færdiggør deres krydstogter så snart som muligt.

Forleden lukkede alle CLIA’s medlemmer for krydstogter til og fra USA – det skete på opfordring fra USA’s sundhedsmyndigheder.

Et af skibene, der søndag eftermiddag var i rum sø, var Norwegian Jewel fra Norwegian Cruise Line på vej fra Tahiti til Honolulu, hovedstaden på Hawaii, hvor krydstogtet efter planen skal slutte. Nu er det uvist, om skibet får lov at gå til kaj i Honolulu – selv om der ikke er rapporteret tilfælde af coronavirus ombord på skibet, skriver CNN.

Norwegian Jewel begyndte sit 23-dages krydstogt i Stillehavet den 28. februar i Australien. Norwegian Jewel er allerede, efter coronavirussen for alvor brød ud og blandt andet lammede krydstogtbranchen, blevet afvist af flere havne, blandt andet i Fiji og New Zealand. Skibet fik lov til at tanke brændstof på de amerikanske Samoa-øer, skriver CNN.

111-dages krydstogt
Ifølge hjemmesiden cruisemapper.com har Norwegian Jewel netop nu en position syd for Hawaii-øerne.

På hjemmesiden kan skibes navne skrives i søgefunktionen, hvorefter deres øjeblikkelige position vises. Et kig på cruisemapper.com viste søndag eftermiddag, at der ikke er krydstogtskibe i og omkring Danmark.

Et andet krydstogtskib i Stillehavet, der også mangler at komme i endelig havn, er Pacific Princess, som netop nu er midlertidigt parkeret i havnen ved Perth i det vestlige Australien.

Pacific Princess forlod Los Angeles allerede 20. januar på et planlagt 111 dage langt krydstogt. ”Dengang havde vi dårligt nok hørt om coronavirussen,” siger et amerikanske ægtepar ombord på skibet til CNN, der tilføjer, at heller ikke på dette skib er der meldt om udbrud af coronaen.

Skibet var sidst i havn på Sri Lanka, herefter begyndte havne at lukke. Da det blev muligt at komme til kaj i Perth satte skibet kursen og sejlede i over to uger for at komme frem til Freemantle, havnebyen ved Perth, som skibet anløb lørdag morgen.

Herfra prøver rederiet at finde flybilletter til passagererne, hvoraf hovedparten er amerikanske pensionister. Passagererne skal blive på skibet indtil den dag de skal rejse og kan køres direkte til lufthavnen.

Relaterede artikler:

Danskere strandet på krydstogtskib

COVID-19: Politiet rykker ind i Københavns Lufthavn

Verdens krydstogtskibe stopper med at sejle