- STANDBY.DK - https://standby.dk -

300 ramt af mulig madforgiftning på krydstogtskib

Under et ugelangt krydstogt i Caribien blev over 300 af de 4.000 ombordværende på krydstogtskibet Ruby Princess fra rederiet Princess Cruises ramt af mulig madforgiftning.

De amerikanske sundhedsmyndigheder U.S. Centers for Disease Control and Prevention (CDC) skriver i en hændelsesrapport, at man mistænker at en alvorlig madforgiftning ramte passagerer og besætningsmedlemmer på Ruby Princess. Krydstogtskibet er et af Princess Cruises 15 skibe; Princess Cruises ejes af verdens største krydstogtrederi, amerikanske Carnival Corporation.

Ruby Princess afgik sidst i februar fra havnen i Galveston i Texas på et ugelangt krydstogt i det vestlige Caribien. Undervejs gik der angiveligt noget galt med muligvis maden ombord, skriver Travel Pulse.

Af de cirka 4.000 ombordværende – skibet har kapacitet til op mod 3.672 passagerer og har en besætning på 1.200 – blev over 300 passagerer og besætningsmedlemmer ramt af en ”gastrointestinal (GI) illness.”

Det resulterede i kraftige opkastninger og diarre, ifølge CDC’s hændelsesrapport. Af de 300 ramte, var de fleste passagerer, oplyses det.

Årsagen endnu ukendt
”Efter de første passagerer og besætningsmedlemmer havde kontaktet skibets sundhedscenter med symptomer på madforgiftning, iværksatte besætningen omgående omfattende rengøringsprocedurer for at bryde smittekæderne mellem de ombordværende,” oplyser rederiet Princess Cruises.

Krydstogtskibet returnerede til Galveston den 5. marts. Her stod et team af blandt andet eksperter i epidemiologi fra CDC’s Vessel Sanitation Program (VSP) klar til at gå ombord og indsamle prøver for at få klarlagt årsagen til den mulige madforgiftning.

Det vides endnu ikke, hvad den præcise årsag var, oplyser CDC i sin foreløbige rapport. I første omgang skønner CDC, at der er tale om en norovirus, der giver tarminfektion med pludselig opstået kvalme, opkastninger, ondt i maven og vandig diarré.

Ifølge avisen Washington Post, er hændelsen ombord på Ruby Princess årets fjerde udbrud af en såkaldt GI illness på et krydstogtskib afgået fra eller på vej til en amerikansk havn. Antallet af disse tilfælde er færre end før pandemien, blandt andet fordi øget rengøring og hygiejne er kommet mere i højsædet efter pandemien.

Rederierne fra Carnival Corporation tæller udover Princess Cruises disse, nævnt alfabetisk: Aida Cruises, Carnival Cruise Line, Costa Cruises, Cunard Line, Holland America Line, P&O Cruises (Australien), P&O Cruises (Storbritannien) og Seabourn Cruise Line.

 

Relaterede artikler:

Milliardgæld betyder færre nye krydstogtskibe

Dansker får topjob hos krydstogtgigant

Krigen i Ukraine betyder færre krydstogtskibe i Danmark i 2023