- STANDBY.DK - https://standby.dk -

40 år i rejsebranchen – alle i samme rejsebureau

Rejsekonsulent Annette Winther-Jensen har netop rundet sit 40 års jubilæum i erhvervsrejsebureauet CWT, hvor hun er implant hos Rigspolitiet.

Der er sket meget siden Annette Winther-Jensen som 18-årig fik debut i rejsebranchen.

”Dengang var det ikke hele tiden så seriøst, der var lidt mere liv og glade dage. Dengang ringede man til flyselskaberne for at høre, om der var plads på et fly – og sendte telex til hotellerne. I dag kører det hele nærmest automatisk,” siger 58-årige Annette Winther til STANDBY.dk og fortsætter:

”Derfor er jeg er glad for at være implant hos Rigspolitiet; det er sjovt at nørde med komplicerede rejser, hvor vores rejsende ikke bare skal fra A til B. På den måde føler man stadig, at man er i et rejsebureau og ikke et callcenter.”

58-årige Annette Winther-Jensen har haft en lang karriere hos CWT og dets forgænger i Danmark. Privatfoto.

I torsdags var det 40 år siden, at Annette Winther som nyudklækket fra Handelsskolen, der dengang hed EFG, tiltrådte sit første og stadig eneste job. På selve jubilæumsdagen var hun ved at afslutte sin ferie, der i år var en rundtur i Danmark. Så selve jubilæet fejres først på fredag ved en intern reception.

Annette Winther stammer fra Roskilde – og begyndte hos CWT’s danske forgænger, rejsebureauet WagonLits/Cook på Vesterbrogade i København. I første omgang i regnskabsafdelingen, men efter små to ”lidt småkedelig år” fik hun mulighed for at blive rejsekonsulent hos rejsebureauet World Tourist’s kontor i Glostrup.

World Tourist blev i starten af 1990’erne en del af det nuværende CWT. Medarbejderne fra de enkelte afdelinger beholdt deres anciennitet og blev samlet i Imperial-bygningen ved Vesterport Station, inden CWT for ti år siden flyttede til sit nuværende danske hovedkontor i Ørestad.

Fra CWT til Rigspolitiet
Annette Winther nåede fire år hos CWT i Imperial-bygningen, hvor det store erhvervsrejsebureau sad i omkring 20 år, inden hun tog imod tilbuddet om at blive rejsekonsulent hos Rigspolitiet. Her har CWT i dag fire medarbejdere på Polititorvet ved Politigården som såkaldte implants.

CWT betjener og udsteder blandt andet flybilletter for udover selve Rigspolitiet også de danske politikredse, herunder på Færøerne og i Grønland, Justitsministeriet, Kriminalforsorgen og så videre. Rejserne omfatter hele spektret, fra indenrigs i Danmark og Grønland til rundt i Europa og resten af verden.

Privat bor Annette Winther i Solrød med sin samlever, Hans Paarup, der er visumassistent i et andet af Danmarks største erhvervsrejsebureauer, Egencia.

Rejsebranchen har forandret sig
På 40 år har meget naturligvis forandret sig i rejsebranchen. Mens meget i starten var manuelt, klarer den moderne teknologi nu mange af opgaverne.

”Da jeg startede var der navnlig i sommerhalvåret ikke så travlt, i dag er det mere seriøst. Dengang var der mere liv og glade dage, mere fest og farve, og der var ikke altid så meget at lave som i dag,” siger Annette Winther og tilføjer:

”Dengang ringede man til flyselskaberne for at høre, om der var plads på et fly, dengang var der nærmest kun to muligheder, enten kunne flybilletten ændres eller også kunne den ikke. Bagefter røg den til billetkontoret, der så udstedte den manuelt, der blev lavet en faktura og regningen blev afleverede til bogholderi. Der var mange ansatte den gang. I kører det hele nærmest automatisk gennem systemet, også de kedelige opgaver.”

I ”gamle dage” var der også mange flere studieture, nogle kunne være på 10-14 dage. ”I dag er det nærmest afsted fredag og hjem søndag,” siger Annette Winther, der gennem årene har været på korte og lange studierejser til blandt andet, nævnt alfabetisk, Australien, Bali, Brasilien, Californien, Emiraterne, New York, Kina, Qatar, Singapore og Thailand.

”I dag er der ikke så mange studieture, men som man selv bliver ældre, vil man også hellere være hjemme hos sine børn og de sammenbragte børnebørn,” siger Annette Winther.

Relaterede artikler:

30 år som travel manager

Små overskud i største danske erhvervsbureauer

En Yankie-bar bragte ham til rejsebranchen