Niels Amstrup, der siden 2013 har været direktør for Jysk Rejsebureau, fejrer på torsdag sit 25 års jubilæum i rejsebureauet med reception på dets kontor i Aarhus. Foto: Jysk Rejsebureau.

En Yankie-bar bragte ham til rejsebranchen

Ved reception i Aarhus på torsdag fejrer Niels Amstrup, direktør for Jysk Rejsebureau og en af de mest vellidte og anerkendte rejsebureauledere, sit 25 års jubilæum i rejsebureauet.

At tilfældigheder afgør meget i livet, er i dag 46-årige Niels Amstrup et godt eksempel på. Han begyndte i 1993 som elev i Jysk Rejsebureau, arbejdede sig op gennem rækkerne og fik 20 år senere overdraget direktørstolen i det hastigt voksende og velrenommerede rejsebureau.

I 1993 var 21-årige Niels Amstrup efter en handelsskoleeksamen fulgt af et halvt års jordomrejse kommet hjem til Holstebro. Han havde ikke noget job og havde forgæves søgt flere lærepladser inden for drømmebranchen, spedition.

”Nå, men en aften fik jeg lyst til en Yankie-bar; tæt på mit hjem lå en tankstation og tankpasseren denne aften var Anita, der kendte min bror. Hun fortalte at hun forgæves havde søgt job hos Jysk Rejsebureau, men var blevet afvist – de søgte medarbejdere med mere rejseerfaring end hendes.

”Du har da lige været ude og rejse rigtig meget, hvorfor søger du ikke,” spurgte hun. Anita havde telefonnummeret til Jysk Rejsebureau i sin taske; rejsebranchen var ikke noget, jeg havde tænkt på, men jeg tog chancen og ringede,” fortæller Niels Amstrup til STANDBY.dk

Fordi det på torsdag er 25 år siden, at Niels Amstrup første gang gik ind ad døren hos Jysk Rejsebureau i Aarhus, har han netop været forbi Anita med en kæmpe æske chokolade for at takke for hendes forslag om at ringe til Jysk Rejsebureau.

Næste år er det 35 år siden Jysk Rejsebureau i Aarhus åbnede sit første rejsebureau – da Niels Amstrup begyndte som elev i 1993 var der 14 medarbejdere, i dag har bureauet tæt på 100 medarbejdere på sine foreløbig fire kontorer i Danmark – i næste måned åbner det næste, denne gang i Kolding.

En del af Kilroy Group
Jysk Rejsebureau blev grundlagt af Mogens og Birgitte Jacobsen, der i 2009 fusionerede med Kilroy-koncernen og som i 2013 solgte deres aktier til Kilroy Group, hvorefter Niels Amstrup blev direktør.

Niels Amstrup havde sine første to år i rejsebureauet som elev; siden har han haft titler som Europe Branch Sales Manager, Branch Manager, Aarhus, fulgt af stillingen som Sales, Marketing and Product Manager, vicedirektør, kommerciel manager og i 2013 kom så udnævnelsen til direktør for Jysk Rejsebureau.

Nyt rejsebureau i Kolding
Jysk Rejsebureau har fortsat væksten i årene med Niels Amstrup som direktør, der er kommet nye rejsebureauer; lige nu er fire nye medarbejdere til Kolding-kontoret under oplæring på kontoret i Aarhus og i foråret spredte Jysk Rejsebureau sig også til Sverige med købet af den svenske rejsearrangør Winberg Travel, der lige som Jysk Rejsebureau har skræddersyede rejser til nærmest hele verden.

Under Niels Amstrups domæne hører også rejsebureauet Benns – Jysk Rejsebureau forventer i år en omsætning på 360 millioner kroner og omkring 20.000 gæster, største specialområde er backpackere på rejser over det mest af verden.

Egne rejsefavoritter
Gennem årene har Niels Amstrup besøgt over 60 lande – blandt de største rejseoplevelser i de yngre år var Amazonas, Himalaya med Nepal, Mongoliet og den transsibiriske jernbane. Som familiefar er favoritterne i dag navnlig USA, Thailand og Australien.

”Det er svært at sige, hvad fremtidens rejsemål bliver. Vi troede på et tidspunkt meget på sydamerikanske Colombia, men det var ikke noget hit. Lige nu ser vi stor vækst til Japan og Stillehavsområdet,” siger Niels Amstrup og tilføjer:

”Men vi ser også at rejsemønstret påvirkes af mindre efterspørgsel til lande med markante ledere, for nu at sige det diplomatisk. Vi har set et klart drop i interessen for USA (med præsident Trump, red), Rusland (med præsident Putin, red) og Filippinerne (med præsident Duterte, red). Omvendt ser vi vækst til for eksempel USA’s nabolande, Canada og Mexico – så i sidste ende tror jeg stadig, at mellemfolkelighed er vejen frem.”

Reception på torsdag
Niels Amstrups jubilæum fejres med reception på torsdag, den 25. oktober, mellem klokken 14-17 hos Jysk Rejsebureau i Sct. Olufs Gade 2-4 i Aarhus.

Alle branchekolleger, venner af huset og samarbejdspartnere er velkomne.

Relaterede artikler:

Kilroy har stigende omsætning – men faldende overskud

Jysk Rejsebureau udvider igen

Rekordoverskud i danske rejsebureauer

Rejsebureau skifter navn