- STANDBY.DK - https://standby.dk -

60-års jubilar har haft 315 millioner passagerer

På søndag er det 60 år siden Fugleflugtslinjen – Rødby-Puttgarden - åbnede mellem Danmark og Tyskland. I starten var den ejet af Deutsche Bahn og DSB. I dag sejles den af Scandlines.

Fugleflugtslinjen blev indviet i 1963 – 18 år efter afslutningen af 2. verdenskrig. Sporene fra krigen spøgte stadig, og det var tydeligt i åbningstalerne, skriver Scandlines, rutens nuværende operatør, i en pressemeddelelse.

Både den tyske Forbundspræsident Heinrich Lübke og danske Kong Frederik IX lagde vægt på, at færgeforbindelsen mellem de to lande skulle bidrage til gensidig kulturel og politisk forståelse mellem to folk, deres kultur og politik samt samhandel. De udtrykte også ønske om, at ruten skulle fremme det europæiske samarbejde.

Da ruten åbnede, var den ejet af Deutsche Bahn på tysk side og DSB på dansk side. Trods det delte ejerskab, investerede de to selskaber i 1997 i fællesskab i fire nye dobbeltender-færger til ruten. Færgerne var fremtidssikrede, da de blev bygget som dieselelektriske. På den måde var der muligheder for udskiftning af dieselgeneratorerne, når der var ny teknologi.

315 millioner passagerer
Siden åbningen i 1963 har Fugleflugtslinjen transporteret 315 millioner passagerer over Femern Bælt. Udover Rødby-Puttgarden sejler Scandlines også en anden dansk-tysk færgerute, Gedser-Rostock.

Scandlines-navnet opstod i 1997 som afløser for DSB Reder. I 1998 fusionerede de to rederipartnere, danske Scandlines og tyske DFO, til selskabet Scandlines AG. Scandlines AG var ejet af det danske Transport- og Energiministerium og Deutsche Bahn.

I 2007 blev Scandlines privatiseret og solgt til den britiske infrastrukturfond 3i, det tyske investeringsselskab Allianz Capital og rederiet Deutsche Seereederei. I dag er Scandlines ejet af et konsortium bestående af de tre infrastrukturfonde, First Sentier Investors, 3i og Federated Hermes, skriver Wikipedia.

Scandlines’ koncernchef, Carsten Nørland, oplyste tidligere i år til Standby.dk, at sidste år havde rederiets to færgeruter samlet 38.689 afgange.

Scandlines’ trafiktal for sidste år viste, at rederiet totalt i 2022 i afrundede tal transporterede 1,6 millioner personbiler mod 1,7 millioner i 2019. 1,2 millioner af personbilerne krydsede med Rødby-Puttgarden mod 1,4 millioner i 2019.

I alt havde de to færgeruter lige over seks millioner passagerer sidste år, med både personbiler og busser, mod 7,1 millioner i 2019. De 4,5 millioner passagerer benyttede Rødby-ruten, der i 2019 havde 5,4 millioner rejsende.

 

Relaterede artikler:

Scandlines holder kurs mod genopretning

Nyt rotorsejl øger Scandlines’ brug af vindkraft

Besøgstallet på Femern Bælt-center stiger markant