- STANDBY.DK - https://standby.dk -

7.700 nye hotelværelser på vej til København

Antallet af hotelværelser i København øges i disse år over 40 procent. Det påvirker hotelbranchens forventninger, viser Horestas nye konjunkturanalyse. ”Optimismen er aftagende,” lyder det.

De mange nye hoteller og hotelværelser vil ændre konkurrencesituationen, lyder det fra hotellernes brancheforening, Horesta, i sammenslutningens nye konjunkturanalyse fra hotellerne i København om deres forventninger til de kommende år.

”Der er ingen tvivl om, at optimismen aftager en smule i takt med, at der åbner nye hoteller og konkurrenter. Vi er i en periode, hvor udbuddet vokser hurtigere end efterspørgslen”, siger Annette Hyldebrandt, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Horesta.

I år forventer 39 procent af hotellerne en vækst i antallet af solgte værelser sammenlignet med 2018. Næste år tror blot 30 procent på samme positive udvikling.

Forventningerne skal ses i lyset af et 2018, hvor mange hoteller oplevede et dårligere resultat end tidligere, lyder det fra Horesta.

”Vores konjunkturanalyse viser, at de københavnske hoteller oplevede et fald i antallet af solgte værelser i 2018, og det ramte en stor del af virksomhederne på bundlinjen. Derfor følger hotellerne med stor spænding udviklingen i det københavnske marked lige nu, mens de ruster sig til den nye konkurrencesituation,” siger Annette Hyldebrandt til Horestas hjemmeside.

Hun tilføjer, at der tidligere har været store tilgange af ny hotelkapacitet over en kort tidsperiode, men aldrig før så mange hotelåbninger, som København oplever lige nu.

”Det vil kræve flere turister til byen for at fylde alle de nye værelser. Samtidig er det dog også mere kapacitet, der skal til, hvis hovedstadens turisme skal nå helt nye højder. Således består der et stort markedsføringsarbejde i at fortælle om København og Danmarks mange muligheder til nye segmenter, for hotellerne har investeret og står klar til at modtage gæsterne,” lyder det fra Annette Hyldebrandt.

Tæt samarbejde skal udvikle Københavns turisme
Inden 2021 er omme, vil København med al sandsynlighed have 7.700 hotelværelser mere, end byen har nu, skriver Berlingske. Det svarer til en stigning på over 40 procent på blot tre år, og det stiller krav til, at man udvikler byens turisme i et tæt samarbejde mellem hoteller og turistorganisationer.

Det mener Dorte Krak, koncernchef i Københavns største hotelgruppe, Arp-Hansen Hotel Group.

Dorte Krak siger til Berlingske: ”Hotellerne skal tale sammen med Wonderful Copenhagen og VisitDenmark og sige, at man ikke kun behøver at lede efter de turister, der vil se Nyhavn og Den Lille Havfrue. Der kan også være nogen, der vil se på lokalsamfund på Frederiksberg eller på arkitektur i forstæderne.”

Relaterede artikler:

Vigtigt for Københavns hoteller konstant at have events

Genåbnet københavnsk hotel har fuldt hus første dag

Dansk hotelkæde forsinket med sit største hotel