- STANDBY.DK - https://standby.dk -

850.000 kroner for en ferieø på Maldiverne

Er der plus på bankbogen når coronakrisen er forbi og rejsevejledningerne er normaliseret, så kan der lejes en ø på Maldiverne med 71 villaer. ”Et sådant tilbud kommer næppe igen,” siger rejsebureauet.

Blixen Tours fra Løsning mellem Vejle og Horsens har et usædvanligt tilbud til de formuende. Henriette Sørensen, medejer af Blixen Tours, siger:

”Vi ser i øjeblikket, at mange er afventende med at bestille deres næste ferie, hvilket de særligt mærker konsekvenserne af i lande som hovedsageligt lever af turisme – som Maldiverne.

For at lokke folk til at rejse igen, kommer vi formentlig til at se mange nye former for rejsetilbud i den nærmeste tid. Dette tilbud er i hvert fald ikke noget, vi har kunnet tilbyde før – og kommer nok ikke til det igen,” siger Henriette Sørensen.

Tilbuddet gælder i dette tilfælde de to resortøer Soneva Jani og Soneva Fushi, der ifølge det danske rejsebureau opfylder de moderne rejsendes høje krav og tager ferie på en bountyø-konceptet et skridt videre – et skridt, som gør, at de fleste andre luksushoteller må klappe drinksparaplyen sammen og se sig slået, hedder det fra Blixen Tours.

Ifølge rejsebureauet er Soneva Jani og Soneva Fuhi noget af det mest luksuriøse på Maldiverne. Udover butlere byder Soneva-hotellerne på nogle af de mest fantastiske og største villaer i øgruppen.

På Soneva Jani er den mindste villa på 416 kvadratmeter, mens den største water villa er tre gange så stor, fordelt over to etager med fire soveværelser, stor pool, vandrutsjebane direkte ned i havet, sauna, dampbad, fitnessrum og TV-lounge. I nogle af water villaerne kan taget køres til side, så man har et direkte kig til stjernerne fra sin seng.

Meget for pengene
Blixen Tours lover, at de som lejer en af øerne får meget for pengene, ”selvom det kan lyde forkert med et prisskilt på 850.000 kroner per nat. Normalt kan en overnatning i blot en enkelt villa på Soneva Jani koste over 150.000 kroner,” oplyser rejsebureauet.

Interesserede skal leje en af de to øer i mindst tre døgn. Det giver råderet over 27 eller 71 villaer, så man kan invitere rigtig mange med. Mad og drikkevarer indgår ikke i prisen og tilbuddet er kun tilgængeligt i juli og september.

Eneste forhindring, udover pengene, i at dette kan blive en realitet er, at Udenrigsministeriets rejsevejledning opdateres så ferierejser til Maldiverne atter tillades…

Relaterede artikler:

Ny hård kritik af statsministerens rejsevejledninger

Klar til Danmarks dyreste flyvende gourmetrundtur

Disse lande havde størst turisme-vækst i 2019