- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Aftale for arbejdspladser med mange corona-syge

Regeringen og arbejdsmarkedets parter har tirsdag indgået aftale, som skal hjælpe ansatte og arbejdsgivere, hvis ansatte må blive hjemme på grund af corona. Dansk Erhverv og HORESTA roser aftalen.

Refusion af sygedagpenge til virksomheder fra første sygedag, hvis den ansatte er smittet med corona, og barselsdagpenge til forældre, der skal passe et barn, som er hjemsendt fra skole eller daginstitution på grund af corona.

Det er resultatet af en trepartsaftale mellem regeringen, arbejdsmarkedets parter, kommunerne og regionerne. Ordningerne skal gælde fra i dag, den 23. november, og foreløbig frem til den 28. februar næste år, skriver Beskæftigelsesministeriet i en pressemeddelelse og tilføjer, at Regeringen vil bede Folketinget hastebehandle lovforslaget.

De nye regler skal give en økonomisk håndsrækning nu, hvor der er et stigende antal corona-smittede i befolkningen. Det har givet et stigende pres på virksomheder, som oplever flere corona-sygemeldinger og fravær, fordi de ansattes børn er sendt hjem.

Ordningerne ligger i tråd med dem, der tidligere var i brug under pandemien, men udløb den 1. juli i år. Til forskel fra sidste gang kan man dog i tilfælde af hjemsendt barn få barselsdagpenge fra første dag uden først at skulle bruge omsorgsdage eller 1. og 2. barns sygedage.

HORESTA roser ny aftale
Det glæder HORESTA, at man har lyttet til erhvervet. Kristian Nørgaard, politisk direktør i HORESTA, siger i en pressemeddelelse:

”Når corona nu igen karakteriseres som en samfundskritisk sygdom, så skal vi også genbesøge nogle af de værktøjer, som var med til at hjælpe virksomhederne gennem den seneste bølge af krisen. I HORESTA har vi derfor kaldt på, at arbejdsgivere skal kunne få refunderet dagpenge fra dag 1, ligesom det var tilfældet tidligere.”

”Det vigtigste lige nu er at undgå yderligere restriktioner og nedlukninger. Samtidig skal vi hjælpe virksomhederne, når deres nøglemedarbejdere pludselig skal gå i isolation,” siger Kristian Nørgaard.

HORESTA glæder sig desuden over, at dagens politiske aftale rummer muligheden for dagpenge til medarbejdere med hjemsendte børn. Denne aftale har ligeledes eksisteret indtil 1. juli i år.

Samtidig roser HORESTAs politiske direktør, at der i denne uge også er udsigt til, at regeringen vil vedtage loven, der gør det muligt for virksomheder at kræve coronapas fra medarbejderne.

Dansk Erhverv: Glædeligt med trepartsaftale om sygedagpengerefusion
I sin pressemeddelelse siger Dansk Erhverv via Laurits Rønn, viceadministrerende direktør:

”Særligt virksomheder, hvor ansatte skal møde op for at passe arbejdet, er hårdt ramt af corona-relateret fravær. Restauranter, detail, lager er eksempler på områder, hvor sygdommen rammer virksomhederne hårdt. Både fordi de mangler folkene til at udføre arbejdet, men også fordi de indtil nu skulle betale for op til 30 dages fravær. Det gør trepartsaftalen noget ved, og det vil lette noget af presset for de ramte virksomheder. Det er dybt nødvendigt,” siger Laurits Rønn og tilføjer:

”Der vil være forældre, som står i en situation, hvor barnet er hjemsendt og sygt, og som ikke har andre muligheder end at passe barnet derhjemme. I disse situationer vil aftalen bidrage til at skabe tryghed.”

Relaterede artikler:

HORESTA: Ny nedlukning vil være en katastrofe

Turismen får eget departement hos Dansk Erhverv

HORESTA takkede nej til fusion med Dansk Erhverv