- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Air New Zealand får hidtil længste rute

Med en flyvetid på 16 timer åbner Star Alliance-medlemmet i november ny direkte rute til en af verdens største lufthavne. Som led i aftalen øger amerikansk flyselskab på New Zealand.

Air New Zealand vil fra 30. november flyve tre gange om ugen hele året mellem New Zealands største by, Auckland, og Chicago med en Boeing B787-9 Dreamliner med plads til 275 passagerer. I alt vil den nye rute, der bliver Air New Zealands fjerde destination i USA, udbyde 85.000 årlige flysæder.

Ruten til Chicago bliver med sine 13.200 kilometer Air NZ’s hidtil længste – og bringer den tæt på Top 10 over verdens længste flyruter. Air NZ’s i dag længste rute er fra Auckland til Houston, en stækning på 12.000 kilometer. Air NZ flyver i USA også til Los Angeles og San Francisco.

Air New Zealand forventer, at den nye rute navnlig vil henvende sig til premium leisure-markedet i det nordøstlige USA og at passagerne vil fordele sig nogenlunde ligeligt mellem amerikanere til New Zealand eller newzealændere til Chicago og måske derfra videre ud i for eksempel USA eller eksempelvis til Europa.

Chicagos hovedlufthavn, O’Hare, er en primær lufthavn for Air NZ’s amerikanske Star Alliance-partner, United Airlines, der er største flyselskab i Chicago Alene indenfor USA har United i snit 500 daglige flyvninger fra Chicago til 147 lufthavne. Air New Zealand får codeshare ud af Chicago på cirka 100 United-ruter. Chicago var sidste år verdens sjette største lufthavn med 79,8 millioner passagerer.

United udvider på New Zealand
Som led i aftalen om Air NZ’s nye USA-rute til Chicago får United Airlines tilladelse til at det fra april næste år kan øge sin eksisterende rute fra San Francisco til Auckland fra at være en sæsonrute til at kunne flyves hele året tre gange om ugen.

Air New Zealand blev i øvrigt i 2014 søsætningskunde for Boeing B787-9 Dreamliner som selskabet skal have 13 af, hvoraf de 11 er leveret. B787-9 er seks meter længere end den første version af Dreamlineren, B787-8, og har plads til cirka 40 flere passagerer og har en rækkevidde der er mere end 800 kilometer længere end B787-8.

I alt betjener Air New Zealand 21 lufthavne i New Zealand og 30 i andre lande med London Heathrow som den eneste i Europa.

Relaterede artikler:

Ny liste kårer bedste flyselskaber

Her er verdens 10 længste flyruter

Star Alliance øger service i London Heathrow