LUFTFART: Det bliver nemmere for rejsende med Star Alliance at skifte fly i London Heathrows Terminal 2, som bruges af de 24 flyselskaber fra alliancen, der betjener lufthavnen.
London Heathrows Terminal 2B (T2B), også kaldet The Queen’s Terminal, kan nu tilbyde hurtigere transfer for rejsende, der ankommer og afrejser fra T2B. For eksempel kan passagererne i T2B hurtigere komme gennem sikkerhedskontrollen end før. Ligeledes bliver der også bedre placeringer af flyene på standpladserne, så gangafstandene for passagererne bliver kortere, oplyser Star Alliance.
Star Alliance tog den renoverede Queen’s Terminal, Terminal 2, i brug i 2014 og samlede alle alliancens flyselskaber i samme terminal, mens de før var på flere terminaler i lufthavnen. SAS var for eksempel i Terminal 3 før skiftet til T2B.
I dag betjener 24 af Star Alliancens 28 flyselskaber London Heathrow og alle de 24 er samlet i T2B. Samlet har de 24 Star-selskaber i Heathrow 12 millioner passagerer om året, i snit over daglige flyvninger til 44 lufthavne i 27 lande.
Christian Draeger, der er chef for kundeservice hos Star Alliance siger: ”Det er vores mål at give passagererne hos Star Alliance den bedst mulige rejseoplevelse i Heathrow Terminal 2. Der er navnlig fokus på transferoplevelsen og at have alle vores medlemmer samlet i den samme terminal. Det har forkortet ventetiderne mellem ankomster og afgange, ligesom vi har gjort ventetiderne ved sikkerhedskontrollen kortere til glæde for passagererne. Med kortere ventetid har de rejsende også mere tid til at slappe af mens de venter på deres næste fly.”
Fra hele verden til London Heathrow
London Heathrow betjenes i dag af disse medlemmer af Star Alliance: græske Aegean Airlines, Air Canada, Air China, Air India, Air New Zealand, All Nippon Airways fra Japan, sydkoreanske Asiana Airlines, Austrian, sydamerikanske Avianca, Brussels Airlines, Croatia Airlines, Egyptair, Ethiopian Airlines, Eva Air fra Taiwan, LOT Polish Airlines, Lufthansa, SAS, Singapore Airlines, South African Airways, Swiss, TAP Air Portugal, Turkish Airlines, Thai Airways og United Airlines.
Samlet har Star Alliances medlemmer i snit 18.400 daglige flyvninger til 1.330 lufthavne i 191 lande og territorier.
Relaterede artikler:
SAS skifter terminal i Heathrow