- STANDBY.DK - https://standby.dk -

American har løst pilotproblemer

LUFTFART: Sidste uge meddelte American Airlines at man ville få problemer med at bemande en række flyvninger i denne måned som følge af pilotmangel. Nu siger selskabet, at udfordringen er blevet løst.

 

LUFTFART: Sidste uge meddelte American Airlines, at man ville få problemer med at bemande en række flyvninger i denne måned som følge af pilotmangel. Nu siger selskabet, at udfordringen er blevet løst.

American har sammen med fagforeningen Allied Pilots Association, der repræsenterer flyselskabets 15.000 piloter, forhandlet sig frem til en løsning, så alle Americans flyvninger i december kan gennemføres som planlagt.

”Så hvis Julemanden flyver, så flyver American også,” hedder det i en pressemeddelelse.

I sidste uge meddelte Oneworld-medlemmet American Airlines ellers, at man frygtede at måtte aflyse flere hundrede af sine i alt 200.000 flyvninger i denne måned, fordi der var problemer med piloternes vagtplaner.

Men efter aftalen med piloternes fagforening nu er kommet på plads, forventer det store flyselskab at gennemføre alle flyvninger her i julemåneden, hvor millioner af passagerer skal på vingerne med American.

American skriver ikke i pressemeddelelsen, hvilke aftaler der er indgået med piloternes fagforening og hvad det har kostet selskabet. American konstaterer blot, at piloterne har taget ekstra vagter, så alle flyvninger kan gennemføres. American skriver også, at man har flere piloter på stand by-vagter i denne måned end det normalt er tilfældet.

American Airlines og datterselskabet American Eagle har i snit 6.700 daglige flyvninger til omkring 350 destinationer i over 50 lande.

American har hubs i Charlotte i North Carolina, Chicago, Dallas, Los Angeles, Miami, New York, Philadelphia, Phoenix og Washington D.C.

American, der var med til at grundlægge Oneworld-alliancen, har sammen med alliancens øvrige medlemmer i gennemsnit 14.250 daglige flyvninger til 1.000 destinationer i 150 lande.

Relaterede artikler:

American Airlines besvarer islandsk udfordring

Qatar Airways dropper tilnærmelse til American

American blev Airline of the Year 2017