- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Biludlejningsgiganter tester ny abonnement-service

Det nye abonnementskoncept hedder henholdsvis Hertz My Car og Subscribe with Enterprise.

Koncepterne skal være et alternativ til traditionelt ejerskab af biler – i første ombæring testes Hertz My Car via såkaldte pilotprojekter i Atlanta samt i Texas’ hovedstad, Austin. Omvendt prøver Enterprise lykken med tiltaget Subscribe with Enterprise i delstaterne Minnesota, Missouri og Nevada, skriver hjemmesiden blueswandaily.com

Baggrunden for de nye koncepter er, siger begge biludlejningsselskaber, at tilbyde kunderne adgang til biler, de ikke behøver at eje. Kunderne har behov for transport med bil – ikke nødvendigvis at eje køretøjet.

Modellen er ikke helt billig – det koster fra 1.000 dollars og opefter om måneden hos Hertz; beløbet dækker alle faste omkostninger som værkstedsregninger, forsikringer, hjælp ved uheld, men dog ikke benzin. Som led i pakken kan kunderne hos Hertz op til to gange om måneden skifte bil indenfor den kategori, deres valgte abonnement dækker.

Omvendt kan kunderne hos Subscribe with Enterprise skifte bil nærmest en gang om ugen – fire gange om måneden. De må dog tage til takke med de biler, der er til rådighed hos det Enterprise-udlejningskontor, de henvender sig til.

Hertz forbedrer service for rejsebureauer
I øvrigt har Hertz indgået en ny aftale med Amadeus for at øge Hertz’ distribution af sit verdensomspændende udbud af udlejningsbiler. Aftalen skal blandt andet give hurtigere og mere fleksible bestillinger af udlejningsbiler via dataintelligens.

Den store, globale GDS-bookingplatform Amadeus har fået ny aftale med et af verdens største biludlejningsfirmaer for at kunne tilbyde rejsebureauer og rejsende adgang til Hertz’ komplette udbud af varemærkerne Hertz, Dollar, Thrifty og Firefly.

Det oplyser parterne i en pressemeddelelse. Ifølge den får rejsebureauerne med den nye aftale ”en mere fleksibel tilgang til Hertz’ cirka 10.200 afdelinger og franchisetagere verden over.”

Over 100 år med Hertz
I Danmark har Hertz sammen med konkurrenterne Avis, Enterprise og Sixt cirka en tredjedel af det danske marked, Danmarks største biludlejer, Europcar, har ligeledes en tredjedel, mens den sidste tredjedel er hos lokale biludlejere i Danmark.

Hertz Corporation kunne sidste år fejre 100 års jubilæum. Det blev grundlagt i Chicago af Walter L. Jacobs i 1918 med en håndfuld af den berømte Ford Model T. I 1923 blev selskabet købt John D. Hertz, der omdøbte det til Hertz Drive-Ur-Self System.

Relaterede artikler:

Biludlejer bliver større i USA

Biludlejer køreklar med gode råd til billigere billeje

Rejsebranchen til fest med Avis Biludlejning