- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Booking.com udvider salg af rejseydelser

Bookingmastodonten vil øge formidlingen af rejseprodukter. ”Fremover vil vi tilbyde endnu flere kombinerede rejseydelser,” siger koncernchefen. Booking-koncernen ser stigende flybilletsalg.

Overnatning, fly, fly og hotel, biludlejning og så videre er blandt valgmulighederne på Booking.com’s hjemmeside. Og nu vil den hollandske mastodont have en større del af formidlingsmarkedet. Booking.com hører under Booking Holding, der også tæller varemærker som Priceline, Agoda, Kayak og Rentalcars.com

“Vi udbyder et stigende antal alternative overnatningsmuligheder, det fortæller vi i vores annoncering og markedsføring. Vi vil gøre kunderne opmærksom på de muligheder, vi tilbyder,” siger Booking Holdings koncernchef, Glenn Fogel, ifølge Travel Weekly.

Hele Booking Holding-koncernen fyrede sidste år seks milliarder dollars, cirka 42 milliarder danske kroner, af på marketing – mod 3,8 milliarder dollars i coronaåret 2021.

Sidste år blev der via Booking Holdings-platforme booket 11 procent flere overnatninger end i 2019, året før pandemien. Alene området ”alternative overnatning,” altså ikke traditionelle hoteller, udgjorde sidste år 30 procent af det samlede antal overnatningsbookinger via Booking.com, siger Glenn Fogel.

Øget fokus på luftfarten
Booking Holding-selskaberne har de seneste år skruet op for også formidling af flyrejser, enten blot flybilletten eller kombineret med fly og overnatning.

”Fremover vil vi tilbyde endnu flere kombinerede rejseydelser, for at give kunderne en mere sammenhængende rejseoplevelse,” siger Glenn Fogel.

Fly-bookinger, som Booking-koncernen lancerede som et integreret produkt i 2019, bookes nu af 20 procent af kunderne, når de alligevel er på platformens hjemmesider for at finde overnatninger.

Sidste år havde Booking Holding-selskaberne rejserelaterede bookinger for 121 milliarder dollars, en stigning på 58 procent fra 2021, der også var plaget af pandemien, og 13 procent mere end i 2019, året før pandemien.

Duopol i Danmark
På verdensplan domineres bookingportalerne af amerikanske Expedia Group (Expedia.com, Trivago og Hotels.com) og hollandske Booking Holding.

Duopolet sidder skønsmæssigt på 90 procent af det danske marked for online hotelbookings, fordelt på 20 procent og 70 procent på henholdsvis Expedia og Booking Holding.

 

Relaterede artikler:

Flere rejseudbydere ikke konkurssikret i dansk garantifond

Guldsmeden Hotels kobler sig igen på Booking.com

Ny hård kritik af bookingportaler