- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Brancheforeninger: Vigtigst at undgå ny nedlukning

Der kommer krav om coronapas på restauranter, konferencer og messer. Dansk Erhverv, Dansk Industri og HORESTA støtter de nye tiltag. DI vil give mulighed for at kræve coronapas af ansatte.

På et møde i dag forventes Epidemiudvalget i Folketinget igen at klassificere corona som en samfundskritisk sygdom, hvilket giver myndighederne mulighed for nye tiltag for at bremse smitten og anspore de ikke-vaccinerede til at blive vaccineret.

87 procent af de indbudte danskere er færdigvaccineret, hvilket dog også betyder, at mere end én ud af ti ikke er vaccineret. Totalt er over 75 procent af den danske befolkning færdigvaccineret med de to første stik.

På pressemødet mandag aften sagde statsminister Mette Frederiksen blandt andet: ”Den lille gruppe, som ikke ønsker at lade sig vaccinere, smitter de borgere, som er vaccineret. Det er der ikke nogen rimelighed i…

Det skal ikke være besværligt at få en test, men det må godt være mere besværligt at være uvaccineret end at være vaccineret i Danmark lige nu. Jeg tænker over, hvordan vi kan lægge yderligere pres på dem, der ikke er vaccineret, uden at udsætte den vaccinerede del af befolkningen for hårdere restriktioner end nødvendigt,” lød det fra statsministeren.

Disse områder kan blive pålagt brug af coronapas
Epidemiudvalget i Folketinget drøfter i dag de nye tiltag for at begrænse smitten. Der er på forhånd politisk flertal for nye tiltag med i første omgang kun brug af coronapasset for alle over 15 år.

Der kan komme krav om visning af coronapas på indendørs serveringssteder, natklubber og diskoteker, partybusser og så videre.

Med deltagelse af over 200 indendørs til for eksempel konferencer og andre events skal der formentlig snart ugen vises coronapas for at kunne deltage. Det bliver også krav om coronapas i zoologiske haver, bade- og legelande, svømmehaller, forlystelsesparker med mere.

Opbakning fra Dansk Erhverv, Dansk Industri og HORESTA
Brancheforeningerne og erhvervsorganisationerne Dansk Erhverv, Dansk Industri og HORESTA skriver i pressemeddelelser, at de støtter de nye tiltag om coronapas.

Kristian Nørgaard, politisk direktør i HORESTA, siger: ”Det vigtigste for os er, at vi slipper for flere nedlukninger. Det vil være en katastrofe for et erhverv, der i lang tid fremover skal betale af på gælden fra tidligere nedlukninger. Samtidig forventer vi, at tiltaget kan skabe tryghed omkring afviklingen af julens mange arrangementer.”

Dansk Erhverv skriver i sin pressemeddelelse, at man er enig i, at nye nedlukninger skal undgås. Derfor er der opbakning til indførelse af coronapas, men det bør ske gennem en specifik politisk aftale og ikke via en opgradering til samfundskritisk sygdom, lyder det fra erhvervsorganisationen.

Brian Mikkelsen, administrerende direktør i Dansk Erhverv, siger: ”Coronapasset er et tiltag, danske virksomheder helst havde været foruden. For det er en ekstra byrde. Når det så er sagt, så har vi også forståelse for, at det er nødvendigt at handle. For det er bydende nødvendigt, at vi ikke ender i en situation med nedlukninger, som er langt værre end det, der er på bordet lige nu.”

Brian Mikkelsen understreger vigtigheden af, at der fortsat arbejdes for, at langt flere bliver vaccineret, da det er en absolut hovednøgle i forhold til at mindske smittespredningen.

Dansk Industri vil give mulighed for at kræve coronapas af medarbejderne
Dansk Industri skriver i sit nyhedsbrev blandt andet: ”Genindførelse af coronapasset skal sikre, at vi kan holde Danmark åbent.”

Emil Fannikke Kiær, politisk direktør i DI, siger: ”Danmark skal for alt i verden undgå nye nedlukninger og generelle restriktioner. Coronapasset er og skal være værktøjet. Med coronapasset og den høje andel af borgere, der er vaccineret, kan vi undgå dybt generende restriktioner som arealkrav, hjemmearbejde, forsamlingsforbud og naturligvis nedlukninger.

Og så skal virksomhederne altså også have lov til at kræve gyldigt coronapas hos medarbejderne, og det skal regeringen have med i forslaget til Folketinget,” siger Emil Fannikke Kiær og tilføjer, at nogle virksomheder har behov for et værktøj til at forhindre, at smitten breder sig blandt medarbejderne.

”Danske virksomheder vil naturligvis gerne sikre deres medarbejderes tryghed og sundhed. Derfor er det for nogle et problem, at der ikke er grundlag for at kræve, at medarbejdere har et gyldigt coronapas. Det gælder særligt på virksomheder, hvor en større andel af medarbejderne ikke er blevet vaccineret. Det ser vi især eksempler på inden for fødevare- og servicebranchen,” siger Dansk Industris politiske direktør

Relaterede artikler:

”Konspirationsteoretikere koster jobs i turismen”

DRF: Rejsebranchen kan kræve vaccination

Brancheforeninger til regeringen: Drop coronapasset