- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Charterbranchen vil i dialog med nye ministre

Brancheforeningen for de danske charterarrangører vil hurtigst muligt i dialog med navnlig tre af de nye ministre - der er mange punkter på dagsordenen, lyder det fra RID.

RID, Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening – byder de nye danske ministre velkommen; navnlig tre ministerområder har afgørende betydning for branchens muligheder for at virke og vokse i de kommende år.

Derfor tager RID nu skridt til en aktiv dialog med erhvervsminister Simon Kollerup, transportminister Benny Engelbrecht samt klimaminister Dan Jørgensen, oplyser RID i en pressemeddelelse.

De 15 medlemmer af RID – blandt andet Spies, TUI og Apollo – står for op mod 95 procent af samtlige charterrejser med fly ud af Danmark, nogle af disse er med rutefly. Sidste år solgte de 15 medlemmer 1,1 millioner charterrejser i Danmark.

”Før i tiden havde rejsebranchen én ressortminister: erhvervsministeren var blandt andet rejsebranchens minister, fordi pakkerejser og Rejsegarantifonden hører under erhvervsministeren,” lyder det fra RID som fortsætter:

”I de senere år har charterrejsearrangørerne, og deres brancheforening RID, også betragtet transportministeren som ”vores” minister.”

Det skyldes i særlig grad EU-forordning 261/2004 om denied boarding, som umiddelbart omhandler flyselskabernes aflysninger og forsinkelser, men i praksis også regulerer forholdene for de pakkerejse-passagerer, vi som rejsearrangører er ansvarlige for, lyder det fra RID som tilføjer:

”Nu kommer en tredje ressortminister: For både rejsebranchen og RID står klimaudfordringen højt på dagsordenen, og derfor betragter vi også den nye klimaminister som ”vores” minister.”

Mange emner på programmet
For alle tre ministerområders vedkommende forventer RID de kommende år en række udspil og initiativer, som vil have betydning for rejsebranchen.

RID fortsætter: ”For erhvervsområdet handler det blandt andet om at sikre generelt forbedrede rammevilkår i forhold til at styrke danske virksomheders konkurrencekraft i et stadigt mere internationalt virke, således at arbejdspladserne bevares på det danske arbejdsmarked. Derudover bør der iværksættes tiltag, der kan bidrage til afbureaukratisering og lempelse af de økonomiske byrder blandt andet inden for rejsegarantifondsområdet.”

For transportområdet vil man i EU-regi genoptage revisionen af passagerrettighedsforordningen. Her er det vigtigt, at den danske transportminister og regeringen bidrager til at sikre en rimelig balance mellem hensynet til forsinkede flypassagerer og til flyselskabernes – og afledt heraf rejsearrangørernes – økonomiske belastning, skriver RID.

På klimaområdet har RID i sine ”Retningslinjer for ansvarlig turisme” fokus på klima og miljø, herunder blandt andet brændstofeffektive flytyper. I tillæg hertil har flere rejsearrangører allerede ordninger, hvorefter CO2-udledning kompenseres i form af økonomiske bidrag til klimafremmende initiativer, står der blandt andet i pressemeddelelsen fra Rejsearrangører i Danmark – charterselskabernes brancheforening.

Relaterede artikler:

Dansk turisme byder ny minister velkommen

Tre vigtige opgaver for luftfartens nye minister

Tryllekunstneren i spidsen for charterbranchen