- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Coronapasset koster attraktioner sommergæster

”Coronapasset har lagt sig som en dyne over lysten til at besøge museer og zoologiske haver,” siger chef for turisme- og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, der bakkes op af ny undersøgelse.

Kravet om coronapas, som ophæves 1. august for danske attraktioner, burde i lyset af de lave smittetal og indlæggelser være sløjfet før sommeren, mener Dansk Erhverv, der påpeger behov for kompensationer, så længe der er restriktioner.

”Et yderligere benspænd er, at udenlandske turister, der er kommet til landet på baggrund af en test, skal testes igen for at få et dansk coronapas. Det er katastrofalt for attraktionerne, da juli er deres vigtigste måned målt i omsætning,” siger Lars Ramme Nielsen, chef for turisme- og oplevelsesøkonomi hos Dansk Erhverv.

Rundt i landet gør museer og zoologiske haver status på sommerens vigtigste måned. Resultaterne for juli ser ikke gode ud, og pilen peger i høj grad på coronapasset som årsag, konstaterer Dansk Erhverv.

Da sommerferien begyndte, havde 37 procent af danske børnefamilier ikke har et endegyldigt coronapas. Og blandt de 30-39-årige, havde hele 76 procent ikke et gyldigt coronapas. Coronapasset har dermed ramt nogle af de centrale målgrupper for attraktionerne, lyder det.

Mange holder sig væk
En befolkningsundersøgelse som Norstat har lavet for Dansk Erhverv, viser at over hver tiende børnefamilie, som vil på museum eller i en zoologisk have i juli, forventer i mindre grad at gøre dette på grund af krav om coronapas.

”Som vi frygtede, så har coronapasset lagt sig som en dyne over efterspørgslen. Så selvom sommerlandet vrimler med gæster, så mangler der stadig besøgende ved mange billetluger. Familierne betyder meget for besøgstallene rundt omkring, da de kommer tre til fire personer, hvis ikke flere,” siger Lars Ramme Nielsen.

I pressemeddelelsen fra Dansk Erhverv siger Mette Bjerrum Jensen, direktør for Ringkøbing-Skjern Museum:

”På vores to største besøgssteder, Lyngvig Fyr og Bork Vikingehavn, har vi i juli, frem til 19. juli, mistet henholdsvis 21 og 27 procent af besøgstallet sammenlignet med samme periode i 2019, det seneste normale år. Vi hører fra feriehusudlejerne, at alt er booket, så der mangler ikke gæster i sommerlandet. De mangler bare på museerne. For os er det usædvanligt at miste gæster i juli, der har altid været fremgang.”

Og Lisette Vind Ebbesen, direktør for Skagens Kunstmuseer, supplerer: ”Vi har i denne måned, til og med 19. juli, set et fald på knap 30 procent sammenlignet med samme tidspunkt i 2019, året før coronaen. Det er alvorligt for os, da 60 procent af vores billetindtægter ligger i juni, juli og august. Og i juni var vi også hårdt ramt.”

Kampagne har givet flere gæster
Også i hovedstaden melder flere attraktioner om færre gæster. Her er den ekstra hovedpine, at der igen i år er usædvanligt mange tomme senge på byens hoteller og få internationale turister i byen, lyder det fra Dansk Erhverv.

Jørgen Nielsen, administrerende direktør for Zoologisk Have København, siger i pressemeddelelsen: ”Vores besøgstal i juli, frem til 20. juli, er faldet 50 procent sammenlignet med samme periode i 2019. Vores indtryk er, at vi går glip af en del danske turister, som holder sig væk fra København, og vi mister en del spontane besøg på grund af kravet om coronapas.”

Fra Jon Diderichsen, administrerende direktør for Den Blå Planet, Danmarks Akvarium i Kastrup, lyder det:

”Normalt er 65 procent af vores besøgende i sommermånederne internationale turister. De kommer ikke i år, derfor har vi brug for så mange danske gæster som muligt. Vi kører derfor hele sommeren SoMe-kampagnen ”Støt Den Blå Planet – så vi også er her næste år,” – og efter de første to uger af kampagnen, de to første uger af juli, er vi nået op på 65 procent af vores normale gæstetal, sammenlignet med 2019.”

Relaterede artikler:

Danske attraktioner mistede 11 millioner besøgende

De 19 topscorere i de danske destinationsselskaber

De ti danske attraktioner med færrest besøgende

Stor forskel på danskernes feriefavoritter i Danmark

VisitDenmark-formand: 2021 måske værre end 2020