Sydsjællandske Camp Adventure med blandt andet Skovtårnet havde sidste år 384.000 besøgende, en stigning på 32.000 eller lidt over ni procent i forhold til sidste år. Pressefoto via VisitDenmark: Daniel Villadsen.

Danske attraktioner mistede 11 millioner besøgende

De 50 største danske attraktioner mistede sidste år mere end hver fjerde gæst sammenlignet med 2019. Top 10 har tre nye attraktioner, viser VisitDenmarks attraktionsliste med 300 besøgssteder.

Tivoli, Zoo i København, Dyrehavsbakken, Legoland, Djurs Sommerland, Aalborg Zoo, Knuthenborg Safaripark, Louisiana, Fårup Sommerland og Botanisk Have i København.

Det var de ti mest besøgte turistattraktioner sidste år i Danmark, et år der naturligvis var meget præget af udbruddet af den kinesiske coronavirus som i perioder lukkede lande og attraktioner.

Blandt de ti største attraktioner i Danmark, havde kun Knuthenborg Safaripark vækst sidste år. Rundetårn, Aquadome Lalandia Billund og Tivoli Friheden i Aarhus havde sidste år så store fald i besøgstallet, at de røg ud af Top 10. Nye på Top 10 for sidste år er i stedet Aalborg Zoo, Knuthenborg Safaripark og Fårup Sommerland.

VisitDenmarks årlige attraktionsliste, der blev offentliggjort torsdag, har besøgstal på 300 statsanerkendte museer, oplevelsescentre, zoologiske anlæg og akvarier, botaniske haver samt forlystelsesparker og badelande.

For at komme med på listen skal attraktionerne opfylde en række krav, herunder opgive et selvstændigt og reelt årligt besøgstal på baggrund af en systematisk registrering af besøgende på den fysiske lokalitet.

Attraktionslisten er baseret på besøgstal fra Danmarks Statistik, Foreningen af Forlystelsesparker i Danmark og individuelle indberetninger. Deltagelse på attraktionslisten er frivillig.

God afstand mellem gæsterne på landets attraktioner
Der var i alt 15,2 millioner gæster på de 50 mest besøgte danske attraktioner sidste år. Det er et fald på 42,8 procent, eller 11,4 millioner færre, i forhold til 2019, hvor attraktionerne registrerede 27,3 millioner gæster.

Direktør i VisitDenmark, Flemming Bruhn, siger i pressemeddelelsen fra VisitDenmark: ”2020 var et særdeles udfordrende år for turismen, og pandemien har gjort det tydeligt, at de udenlandske turister er vigtige for de danske attraktioner. Selv om mange danskere valgte at blive hjemme sidste år, har det ikke været nok til at opveje de store tab i udenlandske besøg, som især mange af de store attraktioner er afhængige af.”

De største procentvise fald findes på attraktionerne i hovedstadsområdet, Det Kongelige Christiansborg (-79,1 procent) Rundetårn (-69,4 procent) og Dyrehavsbakken (-69,1 procent).

Ni attraktioner med vækst
Der er enkelte lyspunkter på årets attraktionsliste. Ni af de 50 største attraktioner havde nemlig flere besøgende i 2020.

Størst fremgang oplevede Statens Naturhistoriske Museum (tidligere Geologisk Museum). Museet i København havde en stigning på hele 89,2 procent i forhold til 2019, hvilket tilskrives en stor særudstilling om dinosaurerne, hvor et af verdens mest komplette Tyrannosaurus rex-fossiler er udstillet for første gang i Danmark.

Knuthenborg Safaripark så en vækst på 32,3 procent flere besøg i forhold til 2019. Her har fire pensionerede cirkuselefanter været trækplaster.

VisitDenmarks Attraktionlisten med Danmarks 300 mest besøgte attraktioner kan ses via dette link.

Her er de 25 største danske attraktioner sidste år:

Placering Attraktion Besøgstal 2020 Udvikling 2019 – 2020
1 Tivoli 1.628.000 -2.953.000
-64%
2 Zoologisk Have i København 1.156.688 -414.643
-26%
3 Dyrehavsbakken 750.000 -1.520.000 (estimeret)
-69%
4 Legoland 680.000 -1.020.000 (estimeret)
-60% 
5 Djurs Sommerland 450.538 -329.717
-42%
6 Aalborg Zoo 412.362 -46.944
-10%
7 Knuthenborg Safaripark 410.000 100.000
32%
8 Louisiana 402.925 -354.238
-47%
9 Fårup Sommerland 396.474 -180.620
-31%
10 Botanisk Have i København 384.518 -371.001
-49%
11 Camp Adventure 384.141 32.246
9%
12 ARoS, Aarhus Kunstmuseum 381.484 -165.763
-30%
13 Aquadome – Lalandia Billund 380.000 -302.000
-44%
14 Odense Zoo 370.187 -41.607
-10%
15 Givskud Zoo Zootopia 364.907 -39.974
-10%
16 Tivoli Friheden, Aarhus 341.153 -294.873
-46%
17 Geocenter Møns Klint 314.500 55.265
21%
18 Den Gamle By, Aarhus 310.791 -212.382
-41%
19 Aquadome – Lalandia Rødby 310.000 -238.000
-43%
20 Den Blå Planet, Danmarks Akvarium 302.000 -243.000
-45%
21 Moesgaard Museum 297.063 -60.016
-17%
22 Statens Museum for Kunst 292.990 -97.738
-25%
23 ARKEN Museum for Moderne Kunst 274.178 -70.923
-21%
24 Experimentarium 246.915 -209.706
-46%
25 Rundetårn 239.419 -543.074
-69%

 

Relaterede artikler: 

De ti danske attraktioner med færrest besøgende

Stor forskel på danskernes feriefavoritter i Danmark

VisitDenmark-formand: 2021 måske værre end 2020

Danske attraktioner satte rekord i 2019 – frygter i år

Her er Danmarks ti ”mindste” turistattraktioner