- STANDBY.DK - https://standby.dk -

CWT fastholder London som største kongresby

København er ikke på Top 10 over byer som erhvervsbureauet CWT forventer bliver de mest efterspurgte MICE-byer næste år. Hamborg er ny på listen - som flere storbyer er røget ud af.

Brexit eller ej – London vil også næste år være den mest benyttede by i Europa og Mellemøsten når det gælder kongresser og events i 2019.

Det siger i hvert fald undersøgelse fra CWT Meetings & Events, en afdeling under det globale erhvervsrejsebureau, Carlson Wagonlit Travel. CWT-divisionen placerer de ti byer, som den næste år forventer størst efterspørgsel på indenfor EMEA, Europa, Mellemøsten og Afrika.

Top 10 domineres af Europa, kun Dubai er på fra Mellemøsten og der er ingen byer fra Afrika. Opgørelsen er del af den årlige Meetings & Events Future Trends rapport, hvis 2019-udgave fra CWT udkommer senere i denne uge.

Opgørelsen viser byerne på Top 10 for næste år – med deres placering i 2018/17 i parentes, et minus betyder, at byerne ikke var med i Top 10 i år eller sidste år: London, (1/1) fulgt af Moskva (6/-), Barcelona (5/2), Berlin (8/3) og Hamborg, der hverken var på Top 10 i år eller sidste år.

Herefter kommer Wien som ny på sjettepladsen, Stockholm er helt ny som nummer syv, Køln (10/-), Paris, (2/5) og på 10. pladsen Frankfurt, der ikke var på listen i år, men som var nummer syv i 2017.

Farvel til flere
Med Wien, Stockholm, Hamborg og Frankfurt som forventede nye på CWT’s Top 10-liste for 2019, er fire byer røget ud som foretrukne mødebyer på MICE-listen (Meetings, Incentives, Conferences og Events).

Det er Istanbul, Amsterdam, Dubai og Madrid, der på listen i år var henholdsvis nummer 3, 4, 7 og 9.

I en kommentar til den forventede hitliste for næste år siger Ian Cummings, chef for CWT Meetings & Events: ”Grænsekontrol med Storbritannien ude af Brexit kan give landet problemer med længere ventetider i lufthavne. Bliver det en realitet, kan Paris begynde at tage MICE-kunder fra for eksempel London, hvis det bliver sværere for eksempelvis mødedeltagere at komme ind i Storbritannien fra blandt andet asiatiske lande.”

Men indtil videre slår ingen Londons popularitet, noterer undersøgelsen der tilføjer, at Ruslands ganske vellykkede værtskab for sommerens VM-slutrunde i fodbold kan have højnet Moskvas appel som en møde- og event-destination.

CWT-undersøgelsen siger, at terrorangreb i 2016 og 2017 i Storbritannien, Tyskland, Spanien og Frankrig ikke i nævneværdig grad har dæmpet efterspørgslen for at holde møder og konferencer i London, Berlin, Barcelona og Paris.

Opgørelsen viser også, at sekundære britiske byer som Birmingham, Manchester og Liverpool fortsætter med at notere MICE-vækst. Møderne i disse byer kan blandt andet holdes i ikke-traditionelle mødevenues som sports-arenaer.

Pressemeddelelsen fra CWT noterer, at Grækenland er ved at komme med på MICE-vognen. Ikke kun Athen, men også øer som Mykonos, der sælges som et godt alternative til spanske Ibiza, Sydfrankrig og andre efterspurgte destinationer ved Middelhavet.

Relaterede artikler:

Stor møde- og kongresmesse i Malmø

VisitDenmark øger fokus på MICE

Paris ser stor vækst i kongresser