- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark fortsætter mod mere genåbning

Nattens aftale om mere genåbning betyder for oplevelsesbranchen blandt andet, at fra på torsdag forsvinder 30-minutters-reglen om bordbestilling og at der må være op til 1.000 deltagere til konferencer.

Hovedparten af Folketingets partier blev natten til tirsdag enig om de næste faser i genåbningen af Danmark. Aftalen er delt op i Trin 1 fra den 6. maj, Trin 2 begynder 21. maj, Trin 3 den 14. juni og Trin 4 forventes at træde i kraft 1. august.

Af relevans for oplevelsesbranchen indeholder Trin 1 – fra torsdag i denne uge – blandt andet, at 30-minutters-reglen om bordbestilling på barer og restauranter fjernes.

Serveringssteder må holde åbent efter klokken 23 for særlige private arrangementer, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen. Kravet om, at private fester slutter senest klokken 23, droppes.

Fitnesscentre, også på hoteller, åbner for personer over 18 år mod fremvisning af coronapas.

Konferencer og møder med erhvervsmæssige og faglige formål genåbner med krav om coronapas og op til 1.000 deltagere i sektioner à 500, hvor deltagerne hovedsageligt sidder ned. Og forsamlingsloftet hæves til 25 indendørs og 75 udendørs.

Krav om coronapas
I en pressemeddelelse fra Justitsministeriet står der blandt andet, ar aftalepartierne i faser med 14 dages intervaller ønsker – gradvist og fleksibelt – at udfase restriktioner, og at aftalepartierne inden hver faseovergang vil aftale det præcise indhold i fasen på baggrund af udviklingen i epidemien.

Videre står der: ”Partierne er enige om, at planen for udfasning af det lille forsamlingsforbud, der fremgår af aftalen af 15. april 2021, fortsat følges. Det indebærer, at det indendørs forsamlingsforbud hæves til 25 personer og det udendørs forsamlingsforbud hæves til 75 personer den 6. maj.

Der er herudover enighed om, at følgende åbnes pr. 6. maj 2021 eller hurtigst muligt derefter: Konferencer og møder med erhvervsmæssige og faglige formål genåbner med coronapas og op til 1.000 deltagere i sektioner á 500, hvor deltagerne i det væsentlige er siddende.

Kravet om coronapas vil gælde, uanset hvor mange der deltager i arrangementet, og uanset om det finder sted udendørs eller indendørs.

Skal drøfte erfaringer for første faser af genåbning
Videre i teksten fra Justitsministeriet står der: ”Serveringssteder og lejede festlokaler samt private gildesale, forsamlingshuse eller lignende kan holde åben efter klokken 23 for private arrangementer som bryllupper, sølvbryllupper, guldbryllupper, konfirmationsfester, studenterfester, fødselsdage og lignende arrangementer, hvor deltagerne kender hinanden i forvejen, forudsat at kun personer, der deltager i arrangementet, har adgang til serveringsstedet.

Der må endvidere serveres alkohol fra klokken 22 til klokken 05, såfremt fornødne bevillinger foreligger.

Forud for iværksættelsen af trin 3 drøfter partierne erfaringerne fra trin 1 og 2 på baggrund af en evaluering fra ekspertgruppen.

Stadig rejserestriktioner
Justitsministeriet skriver også, at ”når de ældste og sårbare borgere samt borgere over 50 år, der ønsker det, er vaccineret med første stik, vil det være en milepæl i epidemihåndteringen i Danmark.

Risikoen for dødsfald og overbelastningen af sundhedsvæsenet som følge af corona vil falde meget markant, og samfundet kan genåbnes.

Dog vil der forventeligt stadig gælde restriktioner i forhold til arrangementer med risiko for superspredning, herunder større arrangementer og natteliv, rejserestriktioner samt generelle smittebyggende tiltag,” hedder det.

Hele den nye aftaletekst kan ses via dette link til Justitsministeriet, klik her.

Relaterede artikler:

Ny politisk genåbningsaftale glæder og skuffer

Mange ønsker til nye genåbningsforhandlinger

Lille forsamlingsforbud forsvinder 1. august

Stadig udfordringer for rejsebranchen trods aftale