- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danmark vælges ikke på grund af bæredygtighed

Selvom mange undelanske turister opfatter Danmark som en bæredygtig destination, så er det andre ting, der trækker, viser en ny rapport.

I forbindelse med VisitDenmarks årlige image- og potentialeanalyse er der blevet forsøgt at afdække holdningen til bæredygtig turisme i de fem største og vigtigste markeder for dansk turisme, hvilket vil sige Tyskland, Norge, Sverige, Holland og Storbritannien.

Der er således gennemført 6.741 webinterviews med respondenter på tværs af disse markeder, og man har især interesseret sig for, hvorvidt Danmark forbindes med en række udvalgte bæredygtighedsparametre, og hvorvidt det vil kunne påvirke den fremtidige rejseadfærd.

Undersøgelsen viser, at Danmark ikke bliver valgt på grund af den oplevede grønne profil og bæredygtige løsninger. Det er i stedet parametre som “afslapning og reaktion” og “værdi for pengene,” der i højere grad betyder noget for turisterne fra de fem lande.

Men undersøgelsen viser dog, at Danmark tydeligvis bliver associeret med grønne løsninger og som en destination, hvor man ikke vælter rundt i skrald og affald, og hvor vandet er rent.

“Regeringen har sat historisk ambitiøse mål for en grøn og klimavenlig fremtid, som vi alle skal bidrage til og tænke kreativt for at opnå. Det gælder også inden for turisme, hvor vi skal arbejde sammen om at udvikle bæredygtige tilbud til vores gæster. Mange turismevirksomheder arbejder allerede aktivt med bæredygtighed og grøn omstilling, men jeg vil gerne invitere til et tættere samarbejde for turisme er vigtig for Danmark,” siger erhvervsminister Simon Kollerup i en kommentar til analysen.

Unge og veluddannede kvinder
Da bæredygtighed kommer til at spille en større rolle i fremtiden, er det vigtigt at finde ud af, hvordan respondenterne opfatter bæredygtig turisme. Det handler tilsyneladende om at ankomme til destinationen med transportformer, der er mindre CO2-belastende, samt at kunne udøve bæredygtige aktiviteter som vandring og cykling.

Det er særligt kvinder, der er unge og veluddannede, der prioriterer bæredygtighed, og undersøgelsen viser, at netop denne gruppe har et godt kendskab til Danmark som feriedestination og finder rejsemålet attraktivt.

Undersøgelsen viser samtidig, at mellem 20 og 40 procent af respondenterne giver udtryk for, at de forventer, at miljøvenlige og bæredygtige hensyn får betydning for deres fremtidige rejsevalg. Ikke overraskende er det svenskerne og tyskerne, der forventer, at hensynet til miljøet vil få en større betydning i fremtiden.

”Med analysen har vi fået et første datagrundlag at stå på, når vi skal forstå og navigere i forhold til, hvad turisterne lægger vægt på, når de tænker på bæredygtighed og grønne løsninger. Det er vigtigt, at vi hele tiden bliver klogere på dette område ved at udbygge vores analyser og vores viden om turisternes holdning og forståelse af bæredygtighed, så Danmark fortsat kan være et attraktivt rejsemål fremover,” siger administrerende direktør Jan Olsen fra VisitDenmark.

 

Relaterede artikler:

Danmark scorer højt på ny liste med rejsefavoritter

WoCo-konference har fokus på bæredygtig turisme

Bæredygtig turisme interesserer ikke danskerne