Paneldebat om bæredygtighed i rejsebranchen, fra venstre Peter Juhl fra Destination Bornholm, Luca Harrasser Burmeister, C&C Travel, Thomas Friis Rasmussen, BCD Travel og Kirsten Aggersborg, Guldsmeden Hotels, samt stående, formand for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen. Foto: Preben Pathuel.

Bæredygtig turisme interesserer ikke danskerne

Interessen for bæredygtighed ved rejser er til at overskue, sagde deltagere i debat om hvorvidt bæredygtige rejser og turisme er en illusion. Dansk hotelkæde har dog glæde af sit grønne fokus.

”I runde tal er prisen i 98 procent afgørende når der bookes en rejse,” sagde nordisk kundedirektør i det globale erhvervsrejsebureau BCD Travel, Thomas Friis Rasmussen og tilføjede: ”da jeg tidligere arbejdede hos British Airways var betaling for miljøpåvirkning ved rejsen det mindst klikkede område på vores hjemmeside.”

Klik for stort format. Fra venstre Peter Juhl fra Destination Bornholm, Luca Harrasser Burmeister, C&C Travel, Thomas Friis Rasmussen, BCD Travel og Kirsten Aggersborg, Guldsmeden Hotels. Foto: Preben Pathuel.

Hans udtalelser faldt da foreningen Danske Rejsejournalister forleden havde medlemsmøde og paneldebat på hotel Axel Guldsmeden i København.

De andre i panelet var Kirsten Aggersborg, kommunikationschef og chef for bæredygtighed hos netop Guldsmeden Hotels, Luca Harrasser Burmeister, administrerende direktør for rejsebureauet C&C Travel, samt Peter Juhl, temakoordinator hos Destination Bornholm; han stillede op med kort varsel efter afbud fra Trine Richter, direktør for det meget bæredygtige bornholmske hotel Green Solution House.

Paneldebatten blev ledet af formand for Danske Rejsejournalister, Anne-Vibeke Isaksen, der i indbydelsen til arrangementet skrev:

”Klimaforandringer er en af verdens største udfordringer, og rejsebranchen bidrager i høj grad til problemet. Flyrejser, hotelophold, forplejning og aktiviteter medfører CO2-udledning og et stort ressourceforbrug. Men kan rejsebranchen også bidrage til at løse klimaudfordringen? Er bæredygtig turisme overhovedet en mulighed? Eller blot et smart begreb, som rejsebranchen kan stive sin grønne samvittighed af med? Og efterspørger kunderne bæredygtige rejser og hotelophold.”

”Vi har gjort det svært for os selv”
Kirsten Aggersborg fortalte om Guldsmeden Hotels store fokus på bæredygtighed, der strækker sig gennem alle lag i kæden, der alene i København har fem – snart seks – hoteller.

”Man kan blive miljøcertificeret af mange… Vi bruger Green Globe, der så vidt vi ved er de allersværeste at blive certificeret af. Det tager flere dage for dem at gennemgå hvert enkelt hotel. Med Green Globe har vi gjort det svært for os selv, for vi vil ikke springe over, hvor gærdet er lavest – men højest,” sagde Kirsten Aggersborg.

Hun tilføjede, at det grønne image hos Guldsmeden Hotels er ”en kæmpe fordel” når privatkunder og firmaer efterspørger bæredygtighed. Kirsten Aggersborg gav Thomas Rasmussen ret i, at prisen er altafgørende for hovedparten af kunderne. ”Selv når Staten indgår hotelaftaler, vægter prisen meget højere end om hotellet er bæredygtigt,” sagde hun.

Rådgiver om virtuelle rejser
Nordisk kundedirektør i BCD Travel, Thomas Rasmussen, medgav at det er lidt ironisk, at det store erhvervsrejsebureau har en rådgiver om virtuelle møder – altså onlinemøder, hvor deltagerne ikke behøver rejse for at tale sammen.

Han sagde også, at svenske virksomheder – modsat danske – går meget op i miljøregnskaber. Thomas Rasmussen sagde , at mange svenske virksomheder bruger højhastighedstog mellem de store svenske byer. ”Det er ikke tilfældet i Danmark – vi har ikke højhastighedstog, og DSB er ikke interesseret i at gøre billetudstedelse særlig smidigt,” sagde han og fortsatte:

”I Danmark er det meget mere besværligt at udstede en DSB-billet via reservationssystemet Amadeus end en flybillet.”

Turismen giver beskæftigelse
Og Luca Burmeister, der også er medejer af C&C Travel, sagde, at det store oversøiske leisurebureau kunne ønske sig, at alle rejsebureauer for eksempel var CO2-neutrale, hvilket C&C har været de seneste år, sagde han og tilføjede, at naturligvis påvirker rejsebranchen også klodens miljøregnskab negativt.

”Men rejsebranchen er ikke kun negativ, den er nemlig også en vækst- og beskæftigelsesmotor for de ikke-rige, der kan få arbejde via turismen,” sagde Luca Burmeister.

Relaterede artikler:

Ny teknologi sparer hotel masser af vand

Wonderful Copenhagen får det grønne stempel

Rigtigt indhold afgørende for rejsemesser