- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk hotelkæde får ladestationer til elbiler

Small Danish Hotels installerer i år elbil-ladere på kædens 64 medlemshoteller, halvdelen har allerede muligheden. ”Opladningsfaciliteter gør hoteller mere attraktive,” siger kædens direktør.

Small Danish Hotels har sat strøm til en aftale med den hollandske virksomhed EVBox, der regnes som verdens største producent af elbil-ladere, om at levere elektronikken til kædens danske medlemmer.

”Vi vil yde vores gæster god og grøn service, så det er helt naturligt at imødekomme elbil-gæsternes behov for at tanke strøm. Det er vores ambition, at tilbyde den bedste dækning i overnatningsmarkedet for el- og hybridbiler,” siger Jørgen Christensen, administrerende direktør i Small Danish Hotels, i pressemeddelelse og fortsætter:

”Dagens feriegæster og erhvervsrejsende kører ofte lange stræk, og opladningsfaciliteter vil gøre vores hoteller mere attraktive, ikke mindst for vores udenlandske gæster, som i stigende grad kører på batterier.”

Ifølge Danmarks Statistik fordobledes antallet af solgte batteridrevne køretøjer i fjor, og med stigningen udgjorde elbilerne over to procent af de nye biler i 2019. I Norge er elbilsalget i højere gear, i 2019 var over 40 procent af de solgte biler en elbil, oplyser Small Danish Hotels.

”Det vil være fremtidens krav”
Hotelejer Michael Thinggaards har fået elbil-ladere på Hotel Thinggaard i nordjyske Hurup, som en af de første hoteller i Small Danish Hotels-kæden.

”Vi har mange norske gæster, som starter deres Danmarkstur i Thy, og det vil være fremtidens krav, at vi kan tilbyde en opladningsløsning til deres elbiler. Det giver ro for gæsterne til at nyde deres ophold, når de ikke skal bekymre sig om at få tanket op. Samtidig matcher det den grønne linje for hotellet, hvor vi arbejder med blandt andet at begrænse madspil, brugen af plastic og reducere vandforbruget,” siger Michael Thinggard.

Small Danish Hotels har investeret et millionbeløb i EVBox’s såkaldte AC opladere, som er på vej ud på kædens hoteller, kroer og slotte. Ladestationerne vil være tilgængelige for overnattende gæster, men også indgå i det samlede overblik over opladningsmuligheder i Danmark, så alle kan i princippet tanke strøm ved opladningsstationen.

28 af kædens hoteller har allerede mulighed for opladning af elektriske køretøjer. Planen er, at alle Small Danish Hotels’ overnatningssteder i år skal kunne tilbyde opladningsmulighed.

Relaterede artikler:

Scandic Hotels sætter strøm til flere elbiler