- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Dansk hotelkæde udvider med strandhotel og kro

Strandhotellet Vedersø samt Abild Kro & Hotel er trådt ind i Small Danish Hotels. Dermed øger hotelkæden i områder ved den jyske vestkyst, hvor kyst- og naturturismen er i udvikling.

Danmarks største hotelkæde, Small Danish Hotels, øger sin tilstedeværelse i det vestjyske og tilføjer endnu et kystnært hotel samt en kro til kæden, der rummer 65 kroer, slotte, badehoteller, herregårde og hoteller i hele Danmark.

Det er det 65 værelser store Strandhotellet Vedersø, vest for Holstebro, samt sønderjyske Abild Kro & Hotel med 14 dobbeltværelser ved Tønder. Sidstnævnte kan tjene som udgangspunkt for vandreture i Nationalpark Vadehavet, sæl- eller østerssafari og ”stæredansen,” sort sol.

”Efterspørgslen efter naturnære oplevelser boomer. Samtidig er der potentiale i helårsoplevelser. Derfor er jeg glad for, at vi nu har fået to nye overnatningssteder i Danmarks måske smukkeste natur med i hotelkæden. Begge steder har rig historie, badeliv og shopping inden for rækkevidde,” siger Finn Kræfting, administrerende direktør i Small Danish Hotels, i en pressemeddelelse.

Tæt ved Kaj Munks Præstegård
Strandhotellet Vedersø ligger i Vedersø Klit. Fra hotellet er der 200 meter til Vesterhavet. Ganske tæt ved ligger museet Kaj Munks Præstegård, der var modstandspræstens hjem i 20 år.

De nærmeste byer er handelsbyen Ringkøbing og kystbyerne Søndervig og Hvide Sande, der særligt om sommeren bobler af liv og ferieaktivitet. Small Danish Hotels rummer allerede flere hoteller i Destination Vesterhavet, og Strandhotellet Vedersø kommer således i selskab med blandt andet Nymindegab Kro og Hotel Fjordgaarden.

Abild Kro & Hotel ligger ti kilometer fra den tyske grænse. Nærmeste naboer er blandt andet marsken og Tønder.  Udover nærheden til Nationalpark Vadehavet starter verdens måske ældste cykelrute, Nordsøruten, næsten lige uden for døren. I Sønderjylland tæller Small Danish Hotels også Agerskov Kro og Hotel, Benniksgaard Hotel, Hotel Tønderhus og Bov Kro.

”Strandhotellet Vedersø og Abild Kro & Hotel taler begge lige ind i Small Danish Hotels gæsteprofil, der tæller voksne par på smutture i Danmark. En stor del af gæsterne er gengangere, og det er derfor vigtigt for os at være repræsenteret bredt i hele Danmark, så vi tilbyder en bred palet af oplevelser,” siger Finn Kræfting.

Small Danish Hotels er landets største hotelkæde for privatejede overnatningssteder og tæller nu 65 kroer, hoteller, slotte og herregårde, hvoraf de fleste tilbyder møde- og konferencefaciliteter.

Relaterede artikler:

Kendt badehotel bliver en del af Small Danish Hotels

Omstridt kroejer får rødt kort for nye elever

To kendte danske hoteller skifter operatør

Dansk hotelejer fortsætter biludlejning i Rusland

Hotelkæde opgiver krav om HORESTA-medlemskab