- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Dansk rejsebureaukoncern åbner lufthavnskontor

Ruby Rejser, et af de primære navne i Sunway Group - en af Danmarks største rejsekoncerner i antal varemærker - åbner kontor i Aalborg Lufthavn. Chefen er hentet fra andet stort rejsebureau.

Ruby Rejsers kontor i Aalborg Lufthavn åbner på fredag og får Morten Meyer som daglig leder; han bor i forvejen nordenfjords og er hentet til Sunway Group efter senest 12 år som blandt andet produktchef hos også nordjyske Nilles Rejser fra Aller Leisure.

Det kommende rejsebureau i Danmarks tredjestørste lufthavn skal drives under navnet Ruby Rejser, en af de primære enheder i aarhusianske Sunway Group. Men rejsebureauet kan sælge alle produkter fra Sunway Group, der ejes af Mads Bygballe Christiansen.

Han ejer 49 procent af skirejsebureauet Skiers, ligeledes har han 35 procent af Bravo Tours, hvor han også er bestyrelsesformand. Sunway Group er en af Danmarks største rejsekoncerner målt i antal varemærker. Med undtagelse af Skiers og Bravo Tours, har Mads Bygballe fuld kontrol over de øvrige selskaber i Sunway-koncernen.

De otte er, nævnt alfabetisk: Magic Tours (rejser til Disneyland Paris), Marathon.dk (pakkerejser til løb i hele verden), Rejseriet (grupperejser), Ruby Rejser, Ruby Travel, Seatravel (udlejer flodbåde i Europa og sejlbåde i hele verden), Tallink (GSA-bureau med speciale i færgerejser), Travelnorth Incoming (rejsebureau med speciale i rejser med skib, især Hurtigruten, explorer-sejladser samt Tallink Silja Line)

Mange forskellige rejseoplevelser
Selve Ruby Rejser sælger alt fra cykel- og vandreferier på Azorerne til snefyldte skiferier og kulturelle rundrejser med nordlyset i horisonten på Svalbard, hedder det i en pressemeddelelse fra Aalborg Lufthavn.

I de seneste år er populariteten og efterspørgslen for særligt Rubys pakkerejser steget markant. Derfor udvider rejsebureau nu med sit kontor i Aalborg Lufthavn, der vil være bemandet af to til fire ansatte.

Morten Meyer, der skal stå i spidsen for Ruby Rejser i Aalborg Lufthavn, har 20 års erfaring i rejsebranchen, oplyses det.

Selv siger han i pressemeddelelsen: ”Som bosat nord for Limfjorden og med mange års erfaring i den nordjyske rejsebranche, glæder jeg mig meget til at vise Nordjylland, hvad Ruby Rejser har at byde på. Jeg er kommet med på en spændende rejse, og på samme måde som mange af rejserne selv, starter den i Aalborg Lufthavn.

Det er helt ideelt med et centralt kontor, hvor det er muligt i ro og mag at få en god snak direkte med kunden om de mange forskellige rejser hos Ruby Rejser,” siger bureauchef, Morten Meyer.

Fantastisk at Ruby Rejser åbner her i lufthavnen
I pressemeddelelsen fra Aalborg Lufthavn, der blev kåret til Danmarks Bedste Lufthavn ved Danish Travel Awards tidligere på måneden, siger lufthavnsdirektør Niels Hemmingsen:

”I Aalborg Lufthavn vil vi gerne skabe de bedste forudsætninger for den gode rejseoplevelse, hvorfor det er fantastisk, at et rejsebureau som Ruby Rejser åbner kontor her i lufthavnen.

Deres ekspertise og type af rejser taler i høj grad ind i et stigende behov for unikke pakkerejser. Samtidig tilbyder Ruby Rejser aktive rejseoplevelser som alternativ til den mere afslappende charterrejse. Om det er cykelferie på snoede bjergveje på Gran Canaria eller pilgrimsvandring på Caminoen, så har Ruby Rejser noget for alle, der sætter pris på aktiv ferieform langt fra hverdagen,” siger lufthavnsdirektøren.

 

Relaterede artikler:

Dansk rejsekoncern medejer af endnu et rejsebureau

Anklageskrift afslører omfang af billetbedrageri

Kendt influencer får stor bøde for skjult rejsereklame