- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske Bank: Rejsesalget slår alle rekorder i juni

Tal for dankortforbruget til og med 19. juni for omkring én million Danske Bank-kunder viser, at forbruget holder stand. ”Et sted, der ikke har skåret ned, er på rejserne,” noterer banken.

Stigende priser betyder, at danskerne får mindre for pengene i dag sammenlignet med tidligere, men på den positive side, så er der ikke tegn på at de for alvor begynder at øge deres opsparing, fordi de er bekymrede for fremtiden.

Det skriver Louise Aggerstrøm Hansen, chefanalytiker og privatøkonom i Danske Bank i en ”Spending Monitor.”

Tallene dækker fra starten af denne måned og frem til og med den 19. juni.

”Dermed understreger dagens tal endnu engang, at der er et mismatch mellem den ekstremt svage forbrugertillid, og forbrugernes faktiske adfærd,” skriver chefanalytikeren og fortsætter:

”Indenfor forbruget er der dog sket et skifte. Danskerne bruger væsentligt mere på benzin end tidligere, og hvor det normalt udgør omkring fire procent af forbruget på denne tid af året, så er det nu over 5,2 procent af kortforbruget der går til benzinudgifter for tiden. Det kan ikke undgå at lægge en dæmper på hvad man ellers kan bruge penge på.”

Bruger 40 procent mere på rejser
Der, hvor danskerne lader til at have skåret ned, er i dagligvarehandlen de seneste uger, lyder det. Sammenlignet med samme tid i 2019 bruger danskerne kun cirka to procent mere i supermarkederne end dengang. I lyset af at priserne på blandt andet fødevare er steget med mere end 10 procent siden dengang, så svarer det til et betydeligt realt fald.

Louise Aggerstrøm Hansen fortsætter: Et sted, danskerne derimod ikke har skåret ned på, er rejserne, og især rejsebureauerne har ekstremt travlt for tiden.

I sidste uge (midt-juni, red.) brugte danskerne omkring 40 procent mere på at købe pakkerejser end i 2019 på samme tid, og også salget af flybilletter ligger meget højt.

”Det peger på, at danskerne i stor stil prioriterer at komme på ferie i år. En del af effekten er formentlig også et spørgsmål om timing,” lyder det fra Louise Aggerstrøm Hansen som tilføjer:

”Hvor danskerne normalt planlægger deres sommerferie i god tid, og allerede køber rejser i januar og februar, er der nok en større gruppe, der vælger at se tiden an, og derfor køber tættere på sommerferien.”

Relaterede artikler:

Cheføkonom: Danskerne har mange penge til rejser

Danskerne har fortsat fokus på ferieoplevelser

Mobilen kan give chokregninger på udlandsrejser