- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danske hoteller mistede to ud af tre overnatninger

I marts havde danske hoteller en tilbagegang på 63 pct., viser nye tal fra Danmarks Statistik. Der var også store nedgange på feriecentre og vandrerhjem, mens ferieboliger var uforandret.

Danmarks Statistik har netop offentliggjort overnatningstallene for marts 2020. Hotellerne i Danmark havde 63 procent færre overnatninger end i 2019 – ujævnt fordelt over måneden.

Der var i marts sidste år 1,1 millioner overnatninger på de danske hoteller – i marts i år faldt tallet til 431.000.

Tallene for overnatninger i de danske feriecentrene var 198.000 i marts sidste år mod 94.000 i marts i år i afrundede tal. Campingpladserne havde ifølge Danmarks Statistik 135.000 sidste år mod 89.000 i marts i år. Tallene for vandrerhjem var 142.000 overnatninger i marts sidste år – det blev kun til 60.000 i marts i år.

Til gengæld holdt antallet af kommercielle overnatninger i udlejede ferieboliger sig næsten uforandret – der var 654.000 sidste år mod 652.000 i år. Der var langt færre udenlandske overnatninger, mens de danske steg markant.

I alt var der i marts i år 1,3 millioner overnatninger i de nævnte kategorier – mod næsten 2,3 i marts sidste år, viser tallene fra Danmarks Statistik.

Lukkede grænser lukkede for udenlandske besøgende
Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi i Dansk Erhverv, siger i pressemeddelelse:

”Den udenlandske efterspørgsel stoppede totalt, da de danske grænser blev lukket den 13. marts. Danmarks Statistik har endnu ikke opgjort tallene for overnatninger på danske hoteller i april.

Men andre kilder, vi er i besiddelse af i Dansk Erhverv, viser allerede nu en de facto lukning af hotellerne i april og maj.”

Corona-udbruddet viste sig allerede i tallene for februar. 27. februar blev den første person testet positiv for coronavirus i Danmark, og de første to uger af marts var præget af stor tilbagegang, noterer Dansk Erhverv og fortsætter:

”Den 6. marts blev det frarådet at afholde arrangementer med over 1.000 mennesker, hvilket satte en stopper for flere store events og kongresser. Den 11. marts blev forsamlinger på flere end 100 mennesker forbudt. Fra den 18. marts blev forsamlinger på flere end 10 personer forbudt, og restauranter med siddepladser blev lukket ved påbud.”

Håber på hurtig genåbning
Dansk Erhverv håber regeringen åbner samfundet og grænserne hurtigst muligt. Det bliver alle klogere på i eftermiddag, hvor statsminister Mette Frederiksen forventes at holde nyt pressemøde – også om de danske rejsevejledninger, der ventes forlænget.

”De danske hoteller blev ikke lukket ved påbud, men de er i en ekstrem udfordrende situation, hvor konkurser er faretruende nær,” siger Lars Ramme Nielsen og fortsætter:

”Uanset en snarlig genåbning af samfundet er der langt til normaltilstanden. Forlængelse af de eksisterende hjælpepakker, og Dansk Erhvervs forslag om at forbedre Boligjobordningen, så ordningens maksimumbeløb forhøjes til 40.000 kroner per person og også giver danskerne fradrag for ophold i feriehuse, hoteller, ved restaurantbesøg og meget andet, er nødvendige.”

Sidst i april viste analyse fra Danmarks Statistik, at 45 procent af landets hoteller vurderede, at der er ”nogen risiko” eller ”meget stor risiko” for at de bliver afviklet eller går konkurs inden for de næste tre måneder. For restauranterne gælder det 36 procent.

Relaterede artikler:

Tyskland klar til grænseåbning til Danmark

Dansk Industri: Lad os få en forklaring

Kæmpe fald i rejsebranchens omsætning