- STANDBY.dk - https://standby.dk -

Danske rejsebureauer mødte overset USA-storby

Rejsebureauer med speciale i USA fik nyt fra Philadelphia, der føler sig lidt overset mellem New York og Washington DC. ”Men vi har altså meget at byde på – i og udenfor byen,” var budskabet.

Philadelphia er med over seks millioner indbyggere, når oplandet regnes med, USA’s sjettestørste by. Mange kender navnet, færre ved måske hvor byen i delstaten Pennsylvania ligger – cirka to timers kørsel syd for New York og det samme nord for Washington DC.

Men selv om Philadelphia, Philly som kælenavnet er, har to verdensklasse destinationer nord og syd for sig, er byen og omegnen bestemt et besøg værd; enten for sig selv eller på en rundrejse på denne del af USA’s østkyst.

Det var nogle af budskaberne, da Miriam Chovanec, international salgschef for turisme hos Philadelphia Convention & Visitors Bureau, forleden besøgte København som del af skandinavisk rundtur arrangeret af det store danske GSA-bureau Atlantic Link, der blandt andet repræsenterer en række nordamerikanske destinationer.

På Axel Hotel Guldsmeden havde Atlantic Link over 20 repræsentanter fra danske rejsebureauer med for eksempel USA på menukortet til Philly-briefing.

Blandt de mange informationer – naturligvis alle fra den positive hylde – sagde Miriam Chovanec, sekunderet af salgschef hos Atlantic Link, Martin Schmidtsdorff, der har Philadelphia som en af sine accounts, at eksempelvis byens internationale lufthavn, PHL, blot ligger lidt over ti kilometer fra centrum.

Lufthavnen er, ifølge Miriam Chovanec, en af de hurtigste for kontrol af ankommende udenlandske passagerer. Lufthavnen har omkring 30 millioner årlige rejsende og flere ruter fra Nordeuropa. British Airways flyver til PHL fra London Heathrow, American Airlines har rute til Amsterdam, irske Aer Lingus flyver også – og Icelandair har sæsonrute, næste år fire gange om ugen mellem 16. maj og 27.september.

Kunst, shopping og meget mere
”Vi anbefaler mindst to nætter i Philadelphia,” sagde Miriam Chovanec beskedent til de danske rejsebureauagenter.

Men faktum er, at der sagtens kan bruges en uges tid i denne dejlige by og dens omegn. Selve Philadelphia bryster sig af at være nem at gå rundt i de centrale dele af, hvor den har en bred vifte at tilbyde sine besøgende.

Byen er ikke verdenskendt for voldsomt meget – største attraktion er kæmpeklokken Liberty Bell, ligesom byen kortvarigt var USA’s hovedstad, mens Washington DC blev bygget – og kendere af de gamle Sylvester Stallone-film om bokseren Rocky kan huske skuespilleren i en af filmene stæse op og ned af trapperne til Philadelphias enorme kunstmuseum.

De madglade kan i Philadelphia vælge mellem omkring 1.500 restauranter og spisesteder, herunder Reading Terminal Market. Ligeså er der i og udenfor down town omkring 12.000 hotelværelser.

For kunstelskere har Philadelphia det unikke museum Barnes Foundation med malerier for milliarder af dollars af mestre som Cezanne, Matisse, Renoir, Picasso og van Gogh.

Blandt Philadelphia og Pennsylvanias gode sider er, at for shoppere er prisen på tøj og sko på varen, den der betales ved kassen. Her er ingen delstatsskat på beklædning, modsat mange andre delstater, hvor den totale pris først pupper op ved kasseapparatet.

Amish-befolkning, slagmark og motorcykler
Og Philly har masser af shopping, selvfølgelig i down town, men udenfor ligger USA’s vist nok næststørste shopping mall, King Of Prussia Mall (kun overgået af Mall of America ved Minneapolis), ligesom der er Philadelphia Premium Outlets, en af de store kædeoutlets, hvor nærmest det hele kan købes for det halve.

Indenfor et par timers kørsel fra Philadelphia er attraktioner som Lancaster County, et af USA’s største områder med Amish-befolkningen. Der er den berømte slagmark Gettysburg fra Den Amerikanske Borgerkrig – eller byen York med sin Harley Davidson-fabrik.

Philadelphia er en af verdens cirka 100 største millionbyer samlet i klima- og miljøsamarbejdet C40 World Mayors Summit, der sidste uge havde topmøde i København. Blandt de over 2.000 tilmeldte borgmestre, toppolitikere og mange andre fra hele verden til topmødet i København var også Philadelphias borgmester, Jim Kenney.

Philadelphia Convention & Visitors Bureau har en hjemmeside for rejsebranchen: discoverphl.com/international

Relaterede artikler:

Stor USA-destination viste flaget i København

KLM forlænger ny USA-rute

Biludlejer bliver større i USA