- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Danskere stadig interesseret i ferie på hjemmebanen

40 procent af danskerne forventer i år både at holde ferie i Danmark og i udlandet. 53 procent vil kun holde ferie i Danmark, viser analyse fra VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme.

Coronapandemien har haft stor indflydelse på danskernes ferieadfærd de seneste år. En ny undersøgelse fra VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme viser, at tendensen ser ud til at fortsætte i år, da danskerne holder fast i lysten til ferie i Danmark, selvom verden igen åbner op.

Det skriver VisitDenmark på sin hjemmeside.

Mange danskere har holdt ferie i Danmark de seneste to corona-år, hvilket blandt andet resulterede i, at antallet af danske overnatninger i Danmark nåede det foreløbige højdepunkt sidste år med 34,3 millioner overnatninger.

Undersøgelsen fra Dansk Kyst- og Naturturisme og VisitDenmark peger på, at danskernes forventninger til at holde ferie i Danmark aldrig har været så høje som i år. 53 procent af danskerne forventer at holde ferie i Danmark det kommende år. Det er markant flere end før corona, noteres det.

Selvom de danske overnatninger ikke kan opveje de seneste års nedgang af udenlandske gæster, så er det ifølge Sisse Wildt, kommunikationschef i Dansk Kyst- og Naturturisme, positivt, at danskerne holder fast ved lysten til ferie i Danmark, når verden igen er åben.

“Det er både ferier i Danmark og udlandet, der efterspørges. Over halvdelen af de adspurgte danskere forventer at holde ferie i Danmark i år, og vi ser samtidig en markant stigning i andelen af danskere, som forventer at tage både en ferie i Danmark og i udlandet,” siger hun.

Vil holde ferie – både i Danmark og udlandet
Ifølge undersøgelsen forventer 40 procent af danskerne både at tage en ferie i Danmark og i udlandet i år mod 22 procent i 2021.

Seks ud af ti oplyser, at destinationens håndtering af coronavirus har betydning for rejselysten. Derudover vurderer 81 procent af danskere Danmark som en attraktiv destination til kyst- og naturferier – hvilket er det højeste niveau nogensinde målt for Danmark, oplyses det.

Derudover betyder Ruslands krig i Ukraine, at flere danskere forventer at ændre deres ferievaner. 21 procent vurderer, at de vil rejse mindre udenfor Europa, og 13 procent, at de vil rejse mere i Danmark. Årsagerne kan blandt andet findes i utrygheden omkring den generelle sikkerhedssituation, men også krigens afledte effekter i form af generelle prisstigninger, som udfordrer privatøkonomien.

Spanien, Grækenland og Tyskland er danskernes udlandsfavoritter
Janne Grønkjær Henriksen, marketingdirektør i VisitDenmark, siger: “Danmark vurderes i høj grad som et trygt rejsemål, og netop tryghed er fortsat et af de vigtigste parametre, når danskerne skal vælge deres feriedestination.

Mange danskere er under pandemien blevet positivt overraskede over, hvor mange hyggelige oplevelser og finurlige steder Danmark rummer, og undersøgelsen viser, at de er sultne efter mere.”

Foruden Danmark er det især feriedestinationer i Sydeuropa som Italien, Spanien og Grækenland, som danskerne forventer at besøge det kommende år. Tyskland er fortsat blandt de udlandsdestinationer som er populær blandt danskerne.

Den danske Image- og Potentialeanalyse er en årlig undersøgelse af danskernes ferieadfærd i det forgange år, ferieplanerne for det kommende år og betydningen af aktuelle forhold og deres forbindelse med rejseadfærd. I år er der specifikt spurgt ind til blandt andet corona-situationen og krigen i Ukraine.

Undersøgelsen er baseret på analyser af et repræsentativt udsnit af den danske befolkning fra 18 år og opefter. Samlet har 1.526 danskere svaret på undersøgelsen fra 10-18. marts i år.

Det er syvende gang, analysen gennemføres. Indsamling af data og udarbejdelse af rapporten er foretaget af analyseinstituttet Epinion på vegne af VisitDenmark og Dansk Kyst- og Naturturisme.

Hele undersøgelsen kan ses i bunden af dette link.

Relaterede artikler:

”Tour de France i Danmark var virkelig en fest”

Nyt partnerskab har fokus på grøn dansk turisme

“Vores ejer køber gerne flere store campingpladser”