- STANDBY.DK - https://standby.dk -

DBTA får ros for Nordic Business Travel Summit

Sidste uges Nordic Business Travel Summit i København satte rekord med 350 tilmeldte nordiske travel managers og leverandører fra rejsebranchen.

For tredje år i træk havde de fire nordiske foreninger for travel managers torsdag og fredag i sidste uge indbudt til Nordic Business Travel Summit. De ti første år varede Nordic Business Travel Summit kun én dag – men i 2017 skiftede formatet til to dage.

Klik for stort format. Air France KLM var blandt sponsorerne ved Nordic Business Travel Summit i København, fra venstre marketing koordinator Kirsten Kromann-Larsen, key account manager Helle Jakobsen, Martin Kotte, salgschef for Air France KLM i Sverige og Anita Wagner Feddersen, landechef for Air France KLM i Danmark. Foto: Henrik Baumgarten.

Arrangementet organiseres af de nordiske travel manager-foreninger, danske DBTA, finske FBTA, norske NBTA og SBTA fra Sverige. De fire foreningers travel managers er størst i Norden indenfor køb af erhvervsrejser, rejsebudgetter og medarbejdere i virksomhederne.

Alene hos Danish Business Travel Association køber de 40 medlemmerne blandt køberne årligt rejseydelser for over ti milliarder kroner. DBTA har også 80 medlemmer fra leverandørerne, for eksempel flyselskaber, hoteller og biludlejning.

Positiv feed back og skønhedsfejl
Danish Business Travel Association var i år vært for Nordic Business Travel Summit, og foreningens general manager, Anne Mette Berg, har allerede fået de første tilbagemeldinger fra deltagerne.

”Generelt er der tale om virkelig positiv feed back; vi har allerede fået mange mails med input og kommentarer. Som det kunne forventes ramte ikke alle emnerne hos alle key note-talerne om torsdagen alle deltagerne – det kan ikke være anderledes, folk oplever ting forskelligt,” siger Anne Mette Berg til STANDBY.dk og tilføjer:

”Vi kan og skal som arrangører hele tiden lære; der var bestemt nogle skønhedsfejl denne gang som vi nu tager til os så de undgås ved næste års Nordic Business Travel Summit.”

Udover travel managers fra de fire nordiske landes foreninger har Nordic Business Travel Summit også deltagelse af en lang række leverandører fra blandt andet flyselskaber, hotelkæder og biludlejere. Disse leverandører har mulighederne for at være medsponsorer af Nordic Business Travel Summit.

”De første meldinger fra sponsorerne er, at de var godt tilfredse med blandt andet de mange besøgende på deres stande i foyerområdet på Scandic Copenhagen,” siger Anne Mette Berg og tilføjer:

“Vi havde blandt andet valgt Scandic Copenhagen som venue på grund af hotellets centrale beliggenhed, men også fordi der netop er dette store område udenfor mødelokalerne, hvor deltagerne kan netværke, hvilket er noget af det vigtigste ved Nordic Business Travel Summit.”

Festaftenen i Tivoli
Ved festaftenen torsdag på H.C. Andersen Slottet i Tivoli blev der uddelt de årlige Nordic Business Travel Awards. Vinderne findes efter afstemning hos medlemmerne af de fire nordiske travel manager-foreninger.

Priserne endte i år hos det norske erhvervsbureau Berg Hansen, Elite Hotels, Eurocard, Finnair, Sixt og Quality Hotels. Se link til artikel efter denne historie.

Som noget nyt blev der i år ved festaftenen uddelt en ny pris: Nordic Travel Manager Award 2019. Prisen skal gå til en Travel Manager der har implementeret initiativer der har tilført øget personlig værdi til de rejsende i virksomhedens rejseoplevelse. De fire nordiske travel manager-foreninger havde bedt om forslag til prismodtageren, der blev travel manager Pia Kirk Jensen fra Vestas Wind Systems.

Mødes i Stockholm næste år
Næste år vender Nordic Business Travel Summit tilbage til Stockholm – datoerne bliver 17-18. marts på Clarion-hotellet i den svenske hovedstad.

Her er der plads til 500 deltagere, sagde formand for den svenske travel manager-foreninger, SBTA, Lotten Fowler, da hun offentliggjorde datoerne ved afslutningen af årets Nordic Business Travel Summit i København.

Relaterede artikler:

Nordiske travel managers satte pris på leverandører

Baby til generalforsamling hos DBTA

Travel managers satte pris på professorer