- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Delta stiller større krav til flyvende dyr

Ejere af dyr, der skal i kabinen hos Delta Air Lines, skal fra 1. marts skrive under på, at deres dyr kan opføre sig ordentligt. Det sker efter et stigende antal klager fra medpassagerer.

De nye krav til dyr i kabinen vil gælde for eksempel førerhunde eller mindre kæledyr. Delta Air Lines begrunder ændringen med, at antallet af klager over dyr medbragt i kabinen, der eksempelvis bider passagerer eller urinerer i kabinen, næsten blev fordoblet fra forrige år til sidste år.

Fra 1. marts skal passagerer, der ønsker deres dyr i kabinen, senest 48 timer før afgang fremvise, at dyrene har de nødvendige helbredsattester og vaccinationer. Ligeledes skal ejere af kæledyr, der skal med i kabinen, underskrive erklæring om, at deres dyr kan opføre sig ordentligt.

De nye regler gælder dog ikke dyr, hvor ejeren i forvejen har betalt afgift for at få dem med i kabinen. De tre store amerikanske ruteflyselskaber, American, Delta og United, kræver alle 125 dollars i afgift for små dyr i kabinen. Kravet er typisk, at dyrene kan være i en boks, der kan stå under stolesædet foran passageren. Er transportkassen for stor, skal den i cargo, hvilket også koster.

Delta opkræver dog ikke afgifter for trænede førerhunde ligesom de ikke skal være i et bur i kabinen under flyvningen.

250.000 dyr i kabinen
Delta, der er USA’s næststørste flyselskab, har ifølge egne oplysninger i snit omkring 700 dyr i kabinen hver dag – det bliver til over 250.000 om året.

I følge Delta stiger klagerne fra medpassagerer. Det gælder blandt andet over hunde, som ude af transportkassen bider andre passagerer.
Der peges også på risikoen for, at dyrenes transportkasse kan være i vejen, hvis kabinen skal evakueres ved en nødsituation.

Ifølge amerikanske medier er hunde og katte de hyppigst medbragte dyr i flykabiner, men der har angiveligt også været eksempler på, at passagerer har medtaget alt fra små grise til slanger og kalkuner.

Relaterede artikler:

Stadig færre passagerer droppes fra fly

Delta dropper Stockholm

Lalandia Billund får vilde dyr