- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Demonstranter jagter israelsk krydstogtskib

I protest mod Israels fra mange sider kritiserede krigsførelse i Gaza, mødes israelsk krydstogtskib af pro-palæstinensiske demonstranter i flere græske havne. I dag kom skibet til Kreta.

Det 33 år gamle krydstogtskib Crown Iris, der siden 2018 har været ejet af det israelske rederi Mano Maritime, sejler i denne tid kortere krydstogter i den østlige del af Middelhavet til Cypern samt flere græske øer.

Skibet har kapacitet til næsten 1.500 passagerer – hertil kommer en besætning på 600. I flere græske havne er Crown Iris blevet mødt af pro-palæstinensiske demonstranter; forleden måtte passagererne opgive at gå i land på den græske ø Syros, hvor skibet blev mødt af et par hundrede demonstranter. I stedet sejlede skibet til Cypern.

Og senest var der mandag bataljer mellem græsk politi og demonstranter i havnen i Rhodos by, skriver flere medier, blandt andet Euronews. Passagerne kunne dog gå i land under besøget i den græske havneby. Lokale forretningsfolk på Rhodos har kritiseret demonstrationerne mod det israelske krydstogtskib.

Crown Iris ankom i dag til havnebyen Agios Nikolaos på det østlige Kreta, Grækenlands største ø. Herfra skal skibet returnere til sin hjemmehavn, Haifa, fremgår det af hjemmesiden CruiseMapper.

På grund af den højspændte situation omkring Israels ageren i Gaza-striben, og for nylig også krigshandlingerne mellem Israel og Iran, har mange internationale krydstogtrederier indstillet anløb til Israel.

Har haft mange ejere
Krydstogtskibet Crown Iris ejes som nævnt af det israelske rederi Mano Maritime, det er rederiets eneste skib, som det købte i 2018.

Skibet blev søsat tilbage i 1992 og har gennem årene sejlet for en række rederier.

Blandt disse er det nu lukkede norske Majesty Cruise Line; da rederiet blev opslugt af Norwegian Cruise Line, sejlede skibet som Norwegian Majesty. Herfra blev det solgt til et også senere lukket krydstogtrederi, Louis Cruises, der siden solgte skibet til israelske Mano Maritime.

 

Relaterede artikler:

Krydstogtrederi opgiver Mellemøsten

Maldiverne forbyder israelske turister

Besøg af russisk krydstogtskib gav politisk ballade