- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Den danske krydstogtbranche diskrimineres

AKTUEL KOMMENTAR: ”Det giver ikke mening, at turister kan krydse grænsen via alle tænkelige transportformer – bare ikke et krydstogtskib,” lyder det fra en række brancheaktører.

Af Claus Bødker, direktør, CruiseCopenhagen, Lars Ramme Nielsen, chef for turisme og oplevelsesøkonomi, Dansk Erhverv, Michael Svane, branchedirektør, Dansk Industri, Kirsten Munch Andersen, politisk direktør, HORESTA, og Michael Nielsen, direktør, Dansk PersonTransport

Genåbningen af turismen er i gang. En genåbning, der i fire faser omfatter hele turismeerhvervet i Danmark – undtagen krydstogt. Et forbud mod landgang for krydstogtsskibe har siden april 2020 stort set lukket for krydstogtsturismen i Danmark.

Forbuddet er blevet forlænget gang på gang, og lige nu gælder det til 14. juni 2021.

Det giver slet ikke mening, at turister kan krydse grænsen via alle tænkelige transportformer – bare ikke via et krydstogtskib.

Branchen har sammen med myndighederne udarbejdet en sundhedsprotokol, der sikrer en sikker genstart af krydstogt med helt klare retningslinjer for, hvordan man håndterer krydstogtturister, når de kommer til Danmark.

Blandt andet gør sundhedsprotokollen det muligt at vise Danmark frem til krydstogtgæster fra alle verdens lande, da de vil bevæge sig rundt i lukkede bobler og ikke kommer i kontakt med lokalbefolkningen.

Det er i den grad i krydstogtbranchens store interesse at holde krydstogtskibene smittefri, og det er lykkedes i andre dele af verden, hvor skibene har sejlet med omkring 500.000 gæster de seneste måneder uden smitte. Sikkerheden er altså i top, og der er ingen sundhedsfaglige argumenter for at diskriminere krydstogt.

Krydstogtbranchen har stor betydning for både vækst og arbejdspladser i Danmark. Branchen omsætter 1,25 milliarder kroner årligt og står for omkring 2.400 jobs – faglærte som ufaglærte. København er en populær destination for krydstogt, og hovedstaden kan også tiltrække krydstogtskibe til andre dele af landet. Faktisk sejler cirka en tredjedel af de skibe, der anløber hovedstaden, til en anden dansk havn og skaber dermed vigtig omsætning i hele landet.

Forbuddet mod landgang skal derfor ophæves
En åbning for krydstogtsanløb i Danmark vil desuden styrke hub-funktionen i Københavns Lufthavn og dermed fastholde Danmark som et trafikknudepunkt for krydstogtsskibe og internationale flyruter.

Hvis vi ikke får åbnet for krydstogtsanløb, så risikerer vi, at dette trafikknudepunkt flytter til andre lande.

Krydstogtturismen skal selvfølgelig have samme indrejseregler som en hvilken som helst anden rejseform. Krydstogt skal ikke stilles dårligere. Forbuddet mod landgang skal derfor ophæves, så en sikker genstart af krydstogtsturismen i Danmark kan sættes i gang. Krydstogtbranchen er i hvert fald helt klar til at tage del i genåbningen hurtigst muligt og senest den 24. juni.

Debatindlægget bringes i dag som læserbrev i Jyllands-Posten.

Relaterede emner:

Krydstogtskibe må sejle udenom Danmark

Tvivler på krydstogtskibe i danske havne i år

Erfaren turismeprofil i spidsen for krydstogtnetværk

Incomingbranchen skal have hjælp for at overleve