- STANDBY.DK - https://standby.dk -

Den tyske regering vil stoppe luftbro til Mallorca

Den tyske regering undersøger muligheden for at forbyde massiv luftbro fra Tyskland til blandt andet Mallorca. Det ville være kostbart for flyselskaber som Lufthansa-ejede Eurowings.

Problemet med den mulige tyske luftbro i forbindelse med blandt andet påsken opstod, da Robert Koch Instituttet (RKI), der har ansvar for kontrol og forebyggelse af sygdom i Tyskland, forleden fjernede seks spanske regioner fra Tysklands højrisiko liste, herunder Mallorca.

Det fik tyske flyselskaber som blandt andet Lufthansa-ejede Eurowings til at indsætte hundredvis af nye flyafgange.

Men nu er det spørgsmålet, om titusinder af tyskere kan tilbringe deres påskeferie på Mallorca – uden at skulle i karantæne efter hjemkomsten.

For i midten af ugen meddelte forbundskansler Angela Merkel, at den tyske regering overvejer en kursændring. Den kan blandt andet betyde, at rejser til populære ferieområder i udlandet midlertidigt kan forhindres, skriver flere tyske medier.

Kun rejsende med en negativ PCR-test får dog lov til at flyve til Mallorca, hvilket er et generelt krav fra de spanske myndigheder.

Uklart hvordan forbud skal udstedes
Det er uklart, hvordan den tyske regering agter at forbyde ferieflyvninger i udlandet. Hvis det skulle ske, kan det betyde enorme udgifter for flyselskaber som Eurowings, Condor, Sundair, Tuifly og andre.

De har, efter meldingen fra Robert Koch Instituttet, indsats hundredvis af ekstra flyvninger til blandt andet Mallorca. Og en tilbagebetaling af disse vil blive dyrt for de i forvejen økonomisk trængte flyselskaber.

For selv om de tyske myndigheder har advaret mod at tyskerne i stor stil rejser til Mallorca, er salget af rejser eksploderet den seneste tid, efter RKI pillede De Baleariske Øer med blandt andet Mallorca af listen over højrisiko rejsemål i Europa.

Det tyske udenrigsministerium har advaret mod de mange hundrede ekstra flyvninger til Mallorca. Ministeriet siger, at ændringen i den tyske rejsevejledning  ikke skulle ses som en opfordring til at rejse til Mallorca.

Tyskland og flere andre europæiske lande står foran en formentlig tredje coronabølge. Den advarsel kommer fra netop Robert Koch Instituttet i Berlin, der advarer om, at det tyske smittetal kan vokse med 20 procent om ugen.

Relaterede artikler:

Tyske myndigheder uenig om Mallorca som rejsemål

Indsætter 300 ekstra fly til Mallorca i påsken

Spies-direktør frygter forlængede rejsevejledninger